Referat for marts 2010




Kære venner.

Generalforsamlingen gik, som sådanne skal gå.
Michael Larsen og Liz Bramsen blev valgt som bestyrelsesmedlemmer, Lene Shoemaker som kasserer og Klara Kaare Frederiksen som formand. Samt Nino Brodin som revisor.

Forfattet af Michael Larsen kom nedenstående notat:

Lidt om DIF og udadrettede aktiviteter.
 Notat til generalforsamlingen den 9. marts 2010
 Vi har i hvert fald hidtil fortolket vedtægternes formålsparagraffer efter bogstaven og primært anset DIF for at være en platform for drøftelser, – drøftelser, som forhåbentlig kunne med¬virke til at fremme kommunikation, samarbejde, forståelse og respekt mellem mennesker, religioner, trosretninger og kulturer.
Formålet med DIF var iflg. grundlæggerne ”at skabe muligheder for mægling og formidling” ved at være et uafhængigt og neutralt debatforum, hvor meninger og holdninger kunne blive drøftet, belyst (og i bedste fald bearbejdet). Arbejdsfeltet var, som foreningens navn også siger, det danske samfund, og vi bør her huske, hvad det var for et religiøst klima, der fik DIF til at spire frem: forud var gået et par årtier, hvor flertalssamfundet havde mistænkeliggjort og chikaneret ”nye” religioner som Scientology og Unification Church, og netop for 15 år siden begyndte de første problemer mht. til integration af indvandrede religioner, især Islam, at blive påtrængende. Folkekirkens ofte panikagtige reaktioner skabte en giftig atmosfære, som ikke var fremmende for forståelsen mellem mennesker og organisationer tilhørende forskellige trosretninger. Der blev taget mange mere eller mindre velmente initiativer, – nogle af dem gik desværre ud på at omvende anderledes troende til den ene sande danske folkekirke med lutherske bilande, eller at genne frafaldne får tilbage i folden. Fælles for mange af disse initiativer var, at de havde handlingsplaner; de ønskede aktivt at påvirke (eller modvirke) udviklingen.
DIFs vedtægter sagde netop udtrykkeligt ikke, at DIF skulle engagere sig i f.eks. mægling; DIF skulle være det ubesmittede rum, hvor alle mulige troende skulle kunne mødes uden at blive udsat for missionerende virksomhed. Det var en nobel målsætning, som skiftende bestyrelser hele tiden har set som det virkelig værdifulde og anderledes ved vores forening.
Vi har heldigvis altid nogle ildsjæle i medlemsskaren, og fra tid til anden har disse ildsjæle under indtryk af begivenheder i både Danmark og udlandet ment, at DIF burde gøre en aktiv indsats for eller imod det ene eller andet: gå i demonstrationer, sende breve til politikere, protestere over for organisationer, myndigheder osv.; med andre ord har disse medlemmer troet på, at DIF havde mulighed for at øve indflydelse og påvirke udviklingen, når vi lagde hele vores mægtige forenings styrke bag initiativer af den art.
Bestyrelsen har i de forløbne år altid haft stor sympati og respekt for den ærlige og gode vilje, der gav sig udslag i sådanne idéer, men har også i de fleste tilfælde set det som sin pligt at afvise at kaste DIF ud i (religions)politiske kampe. I samme øjeblik DIF erklærede sin støtte til den ene eller anden side i en bestemt sag, ville foreningen nemlig miste den absolutte neutralitet, der var garant for åben og fordomsfri dialog. Bestyrelsen har været sig bevidst, at der var en risiko for, at DIF blev en lobby-bevægelse.
Ikke et ondt ord om lobbyisme, – det kan være Ngo’ernes eneste mulighed for at komme til orde, – men det var i hvert fald ikke den slags arbejde, the founding fathers (and mothers) i 1995 så som formålet med DIF. Vores forenings opgave var at danne rammen om etisk og moralsk dialog mellem mennesker, religioner, trosretninger og kulturer, og måske (og det var nok lidt vel optimistisk) at bistå med at finde fredelige løsninger på de problemer, som opstår i sam¬fundet.
Ildsjælene er forståeligt nok blevet skuffede, når DIFs bestyrelse og medlemsmøderne har skudt deres balloner ned, og vi har nok ikke været gode nok til at forstå dybden af denne skuffelse. Når man brænder for en ”retfærdig” sag og gerne vil have sin forening, sit åndelige bagland, til at støtte sagen, har det sikkert været meget nedslående at opleve foreningens villede passivitet. Bestyrelsen har imidlertid (forhåbentlig rigtigt) ment, at DIF ikke måtte lade sig spænde for en eneste vogn; faren for at blive kompromitteret var simpelthen for stor, og det DIF, der ville komme ud af den ene eller anden kamp, ville ikke længere være det DIF, der gik ind i kampen. Det har også været begrundelsen, når DIF har afvist at lade sig bruge af et bestemt trossamfund (sådan som det nogle gange er blevet forsøgt). Femten år har vist os, at spørgsmålet om aktiv udadrettet aktivitet vil blive ved med at dukke op, og vi har aldrig taget en ordentlig debat om det, – vi har aldrig rigtig sat os ind i rækkevidden af vores formålsparagraffer eller de grænser, de sætter for vores virke. Vi er gået fra uenighed til uenighed uden at tage ved lære af dem, – vi har fået dem ”overstået” og derefter håbet på, at problemet ikke ville vise sig igen.
Vi tror, det nu er på tide at gøre en indsats for at forstå, hvorfor vores formålsparagraffer var og er så aktivitetssky, som tilfældet er; ved sådan en øvelse kan vi enten lære at værdsætte paragrafferne på en ny måde eller indse, at vi måske bør ændre dem i en mere forpligtende retning.
ML

Efter generalforsamlingen tog vi fællesdiskussionen ”Hvad inspirerede os til at tro på det, vi tror på?”
Et sådan emne giver meget god mening i præcis DIF sammenhænge, idet de fleste af os, bevidst har (gen)valgt vores tro og ikke blot kørt videre ad familiens eller traditionens slagne vej, hvorfor der blev fremført mange gode synsvinkler, som ikke kan refereres, da min pen var så rødglødende, at den opgav ævred i forsøget.

Til gengæld skal næste DIF møde stå lysende klart:
Tirsdag den 13. april kl. 19
 Hvor emne og oplægsholder er følgende:

"Sjælens poesi - en rejse ind i naturens og den store fortællings verden".
Oplægsholderen er Michael von Bülow, som hér selv præsenterer sit oplæg med følgende ord:
"Sjælens poesi" er den fællesrubrik, jeg har givet mine digte på hjemmesiden, så det må vel være passende, når det nu er udgangspunktet for oplægget. Jeg regner med at begynde rejsen på det tidspunkt for godt tre år siden, hvor jeg "out of nowhere" begyndte at skrive åndeligt inspirerede digte, efter at jeg de første 45 år af mit liv aldrig havde skrevet digte, læst digte eller interesseret mig for poesi eller lyrik i nævneværdigt omfang.
Herefter vil jeg komme ind på den "mission" eller det livsprojekt, som jeg selv ser som den røde tråd i min digtskrivning og mine øvrige aktiviteter (forfattervirksomhed, terapeut- og healervirksomhed m.m.), og som dybest set kan anskues som et religiøst projekt. I den forbindelse ser jeg bl.a. verdensreligionerne som eksempler på store fortællinger, der har en fælles, indre kerne af sandhed. Kan man finde tilbage og ind til den kerne af sandhed og folde den ud i en ny og tidssvarende fortælling, fx gennem filosofien, kunsten, litteraturen og naturvidenskaben, kan man måske lægge kimen til en ny, fælles verdensreligion. Her kan vi hente megen inspiration og visdom i naturen, som vel nok er den største "fortælling" af dem alle. Jeg vil naturligvis forsøge at illustrere mine tanker med så mange digteksempler, som der er tid til.”

I kan lige tjekke op på Michaels hjemmeside: www.vergil.dk – for at se hvad I går glip af, hvis I misser mødet.


På gensynshilsner
Klara Kaare Frederiksen, formand