Referat for juni 2010
Kære alle sammen.
Nu da det er sommer og ferietid, så er det rart, at I kan få læsestof lige indtil, vi ses igen i august. Det var ikke muligt at korte emnet forståeligt ned, så alle der missede oplægget, får det således med i referatet alligevel. I grunden ret smart.
Oplægget var interessant og spændende, men stod ikke mål med den efterfølgende drøftelse, som var særdeles livlig og dermed også meget givende.
Om Kirsten Bangs bog ”Gåder omkring Jesu liv før og efter korsfæstelsen”:
Preben fortalte, at der på et tidspunkt fra flere sider raktes materiale frem imod ham omhandlende Jesu liv og død:
Kirstens Bangs bog fra 1990, som stod på reolen, fangede på ny hans interesse.
En 20 år gammel foræring fra en gammel bekendt: Bogen ”ISSA” stod ved siden af, blev dermed også interessant igen. Det var den russiske forfatter og opdagelsesrejsende, Nikolaj Notovitj’s beretning om hans rejse i Tibet i 1887, hvor han så gamle manuskripter, der berettede om Issas (Jesus) 17 år i Indien.
En anden gammel bekendt sendte ham i 1982 et manuskript, oversat og udgivet af Sai Baba Centret i København, der hed ”De forsvundne år” og handlede om de ”forsvundne” år i Jesus’ livshistorie – fra han var 13 til 30 år. (Det lå og gemte sig i bogen om ISSA.)
Den finske læge Dr. Hugo Toll udgav i 1928 en bog med titlen ”Døde Jesus på korset? Et lægestudie”. Han mente at kunne slå fast, at Jesus ikke døde på korset i løbet af de 6 timer, han hang der. Denne bogs konklusioner indgår også i Kirstens Banks overvejelser.
Kirsten Bank stiller i sin bog spørgsmålet: Hvad ved vi om Jesu liv? og hendes svar bliver: Meget lidt.
I den officielle historievidenskab er der kun få og usikre omtaler af den historiske Jesus. Dog er der ingen som helst tvivl om, at han har levet, og at han under Pontius Pilatus' regering blev henrettet ved korsfæstelse. Hvad vi i øvrigt ved, har vi kun fra evangelierne og fra en¬kelte apokryfe kilder.
Og Kirsten Bank siger videre:
Evangelierne har ikke til hensigt at fortælle om Jesu person¬lige liv. Det er først og fremmest hans ord, hans budskab - og beretninger om miraklerne - der har haft interesse; det bud¬skab, der har gjort et dybt og uudsletteligt indtryk på den flok mennesker, der omgav ham og til dels fulgte ham rundt på hans vandringer.
Disse Jesu-ord, dette budskab, er så senere efter hukommelsen blevet nedskrevet af forskellige af dem, der selv har kendt og hørt Jesus eller har hørt meget ind¬gående om ham. Disse fortællinger findes som bekendt i de fire evangelier, der kaldes de kanoniske, dvs. anerkendt af kirken som de ægte, »de rigtige«. Udover dem findes - og især fand¬tes - en mængde andre »evangelier« og optegnelser, der kal¬des apokryfer; de er af kirkefædrene allerede i oldtiden blevet forkastet, og mange af disse skrifter er blevet tilintetgjort. Men i vore dage er der som bekendt flere gange fundet gamle ma¬nuskripter (Qumran i Palæstina og Nag Hammadi i Egypten), der kaster lys over nogle af disse apokryfer og giver et supple¬rende billede af ]esu forkyndelse.
Qumran var et kloster, der lå i de øde bjergegne nær det sted, hvor Jordanfloden løber ud i det Døde Hav. Her levede essenerne (essæerne) en klostertilværelse, hvor de dyrkede jorden og drev religiøse studier; de var også kendt for at være kyndige læger. Essenernes orden var »hemmelig«; der var flere grader indenfor ordenen, og jo højere et medlem steg i graderne, jo mere indviedes han i hemmelig viden og ceremonier. Altså en slags klosterorden, der i nogle henseender kan sam¬menlignes med de senere kristne klostre og med hemmelige selskaber som »pythagoræerne« og andre; frimurerne har nogle af deres rødder i sådanne, hemmelige, fromme selskaber.
Essenerne var ofte forfulgt af de ortodokse jøder for deres afvigende meninger - det var vel derfor, at så meget af deres virke var hemmelig. De var personligt fromme mennesker af høj karat og øvede stor åndelig indflydelse. De havde mange sympatisører rundt om i landet,
i reglen »hemmeligt« på grund af faren for forfølgelse.
Johannes Døberen var præget af essenerne - måske opvokset iblandt dem? Jesus var som bekendt en slægtning af Johannes og kendte ham særdeles godt og satte ham så højt, at han lod sig døbe af ham. Essenerne havde klostre og tilhængere både i Egypten og i Syrien.
De manuskripter, der er fundet i Qumran, giver ingen di¬rekte ny viden om Jesus og hans liv.
Det er stadig kun evangelierne og Paulus, vi må henholde os til. Disse skrifter blev brugt til oplysning og belæring rundt om de nye små kristne menigheder, der efter Jesu død snart op¬stod, i Palæstina, i Lilleasien, i Egypten, overalt i Romerriget. Og i disse evangelier, samt hos Paulus og i Apostlenes Gernin¬ger, findes der ind imellem også en del oplysninger om Jesu liv og færden.
Nogle af disse fortællinger, f.eks. »juleevangeliet« - der ge¬nialt blev henlagt til den gamle midvinterfest - er udpræget mytiske - opbyggelige og maleriske, men ikke just historiske.
Mere sandsynligt fortælles der om den 12-årige Jesus, at han var meget tidligt moden, forstandig og en i skriften belæst ung mand, der kunne diskutere på lige fod med ældre rabbi¬nere og ældre mænd i templet i Jerusalem. Hvorfra har han vel sine kundskaber?
Derefter hører vi så godt som intet om denne begavede og religiøst vidende unge mand før beretningen om hans dåb ved Johannes Døberen; da var Jesus 30 år gammel, og nu begynd¬te hans vandring rundt i landet, hvor han prædikede, fortalte og helbredte mange syge og værkbrudne, ligesom der også fortælles om mange »mirakler« han skal have udført.
En sådan omvandrende prædikant og »helbreder« var langt fra noget ualmindeligt i de tider. Men Jesus har dog været no¬get meget ualmindeligt, når man tænker på de store virknin¬ger, hans forkyndelse har haft.
Men de 17 år mellem den unge mands optræden i templet og til hans dåb ved Jordanfloden, hvordan har Jesus tilbragt dem? Skulle dette højt begavede menneske, så selvstændigt tænkende, allerede så vidende, så fuld af hellig kraft, skulle han have levet stille og ubemærket, som en »tømmersvend« i en lille ussel landsby langt borte i Galilæa? Netop de ungdoms¬år der betyder så meget i et menneskes liv og udvikling. Og uden kone og familie? Det ville være ganske unormalt.
Evangelierne fortæller intet derom. Kun Lukas har en dun¬kel bemærkning om, at Jesus tilbragte disse år »i ørkenen«.
Ude i ørkenen uden forbindelse med andre mennesker? I ensom meditation? Selv tibetanske eneboer-vismænd tilbringer i reglen kun nogle få år i ensomhed, og de fleste af dem bru¬ger ofte en stor del af deres tid til undervisning af lærlinge, der frivilligt opsøger dem.
Den livfulde og kloge, unge Jesus, der ragede så højt op over sine jævnaldrende, kan næppe have tilbragt 17 lange år i en¬somhed i »ørkenen«.
Måske har han tilbragt nogle læreår hos essenerne i Qum¬ranklostret? Det lå jo i en ørkenegn. Johannes Døberen var vist nok essener - og Jesu gode ven. Og de fleste forskere er enige om, at Jesu lære på mange måder minder om essenernes. Nogle har endog kaldt essenernes lære for »kristendom før Kristus«. Jesus har sikkert på en eller anden måde været i nær forbindelse med essenerne, der for øvrigt havde »centre«, går¬de, samlingssteder rundt om i landet - og i Egypten og i Syri¬en. Måske Jesus allerede inden sit 12. år har været i lære, »i klo¬sterskole« hos essenerne? De modtog netop deres tilhængere som 6-8-års drenge. Vi ved intet derom, men muligheden er der. I betragtning af landets lidenhed, næppe større end Jyl¬land, og den i nogle henseender store lighed mellem meget af Jesu budskab og essenernes lære er det ganske usandsynligt, at Jesus ikke skulle have været påvirket af denne sekt, der bestod af mænd af meget høj karat, både i viden – også i lægekunst ¬og i moral og fromhed.
Men 17 år er en lang tid.
Og netop i vore dage er en ældre kilde blevet gjort tilgænge¬lig og har vakt stor interesse i de kredse, der beskæftiger sig med Jesu liv og den tidlige kristendom.
Det drejer sig om et gammelt manuskript, der blev udgivet i Frankrig for ca. 100 år siden, men dengang ikke vandt nogen genklang, rimeligvis fordi kirken, der jo på den tid havde stor magt, hindrede dets udbredelse. Tiden var ikke moden til så¬danne tanker. - Der er tale om Nikolas Notovitj bog: ”ISSA”.
Kirsten Bank siger: Nikolas Notovitj var en fransk-russisk forfatter og forsknings¬rejsende, der i 1887 foretog en privat ekspedition til Pakistan, Kashmir og derfra til Ladakh, som ligger mellem Kashmir og Tibet, midt i Himalayas højland. Landet hører kulturelt og ra¬cemæssigt til Tibet; befolkningen er buddhistisk og taler tibe¬tansk.
Forfatteren, der må have været både velsitueret, eventyrly¬sten og meget interesseret i øde og ukendte dele af verden, rejste med tolk og bærere ad de besværlige karavanestier over de høje fjelde, der adskiller den frugtbare Kashmirdal fra det mere barske Ladakh. Turen gennem bjergene tog flere uger og er levende beskrevet. Selv har jeg - 100 år senere - rejst ad samme rute - nu er der anlagt en solid vej gennem disse vilde bjerge, til brug for det indiske militær, og på to døgn kan man køre igennem disse eventyrlige bjerge, langs svimlende dybe slugter og mellem høje snedækte fjelde. Dengang kostede det flere ugers farer og strabadser. Men man genkender hos No¬tovitch hele ruten, over kolde forblæste pas og langs dybe af¬grunde til den højtliggende lille sidedal med karavanebyen Khargil, hvor vi overnattede, og forbi det eventyrlige gamle bjergkloster Lamayura, der synes at klynge sig til bjergvæggen over en lille landsby langs et brusende vandløb.
Til sidst nåede Notovitj ud i den lange smalle dal omkring Indusflodens Øvre løb; den lille hovedstad hedder Leh, og 30 km sydligere ligger et af landets største og mest berømte klo¬stre, Hemisklostret.
På grund af et brækket ben måtte Notovitj opholde sig i dette kloster i en længere periode; her blev han plejet omhyg¬geligt, og han blev så gode venner med abbeden, at denne for¬talte ham om nogle gamle manuskripter, der handlede om en af fortidens profeter Issa, en hellig mand som også blev højt æret af de kristne. På Notovitch's indtrængende anmodning læste abbeden de vigtigste af disse gamle manuskripter op for den franske forfatter, der til sin forbløffelse hørte om den unge »profet«, der var kommet fra Palæstina omkring vor tidsreg¬nings begyndelse; han havde gennemrejst Persien og Nord¬indien og opholdt sig længe der og studeret hinduernes og Buddhas hellige skrifter.
Det var Jesus.
Der var flere forskellige manuskripter, der omhandlede for¬skellige oplevelser og begivenheder fra hans rejse, og andre be¬skrev, hvorledes denne mand omsider var vendt hjem til sit fædreland, hvor hans fjender til sidst forbryderisk henrettede denne hellige mand ved korsfæstelse.
Hvor stammede disse manuskripter fra? Og hvorledes var de havnet her?
Notovitj fortæller, efter abbedens oplysninger, at disse gam¬le manuskripter var samlet i Indien i de første århundreder e. Kr. - ligesom så mange andre beretninger om buddhistiske hellige mænd og »profeters« biografier; dengang var Nord¬indien jo overvejende buddhistisk. Disse manuskripter var skrevet eller i hvert fald samlet og opbevaret i et stort kloster nær Lhasa. Når munke fra andre og fjernere klostre besøg¬te de store »klosteruniversiteter« i Sydtibet og Nordindien, plejede de at afskrive gamle manuskripter, som de bragte med tilbage til deres respektive hjemlige klostre. Jo ældre og større et lamakloster var, jo flere gamle hellige manuskripter ejede det.
Hemisklostret i Ladakh, der menes oprettet omkr. år 1000 e. Kr., ejede flere tusinde manuskripter i sit righoldige biblio¬tek, og altså også disse ældgamle beretninger om profeten Issas ungdom. Issa (Issu) regnes den dag i dag hos buddhisterne for en hellig mand, dog ikke optaget i buddhismens mere »of¬ficielle« helgenhierarki. Jeg har selv spurgt en tibetansk munk af mit bekendtskab, om han kendte Issa, og han svarede, at han kendte hans navn, og at denne mand regnedes for en helgen af buddhisterne, og at Issa var den samme som de kristnes Jesus. Men han kendte ikke noget til de af Notovitj omtalte beretninger om Jesu ungdom.
Disse manuskripter fortalte, ret udførligt, om denne unge Issa, at han var født og opvokset hos jævne folk i Palæstina, og han viste tidligt store evner. Da han blev 12-13 år gammel, be¬gyndte hans forældre at se sig om efter en ægtefælle til ham, således som det var skik i dette land. Men den unge Issa vidste, at hans vej var en helt anden. Derfor rejste han bort fra sit hjem med en købmandskaravane mod øst - gennem »ørknerne« ¬til Persien og Nordindien, for at søge »østens visdom«. Over¬alt hvor han kom frem, opholdt han sig længe ved templer og klosteruniversiteter og studerede disse landes hellige skrifter, både Vedaerne og Buddhas lære. Især opholdt han sig længe i Jugganaiit på Indiens Østkyst, og også i Benares, der var bud¬dhismens højborg.
Issa læste og studerede ikke passivt, for lærdommens skyld; men overalt hvor han kom, tog han stilling til, hvad han læste og hvad han så, og han blev snart en skarp modstander af brah¬minernes hovmodige optræden overfor de lavere kaster. Issa - Jesus - trodsede den mægtige brahminerkaste og prædikede for sudra'erne, de laveste kaster, hvem det var forbudt at kom¬me i hindutemplerne. Issa lærte dem, at de havde samme ret som brahminerne til at kende deres himmelske fader og tilbede ham, og sudra'erne elskede Issa. Men brahminerne frygtede ham og pønsede på at dræbe ham, og han måtte skyndsomt rejse bort.
Omsider, i en alder af 30 år, rejste han tilbage til Palæstina, hvor han prædikede for folket og fik mange tilhængere. Men han havde også bitre fjender - blandt præsteskabet og hos de romerske myndigheder, og til sidst overvandt de ham og lod ham henrette ved korsfæstelse.
Alle disse forbløffende oplysninger lod Notovitj sin tolk nedskrive efter abbedens oplæsning og senere oversætte til fransk.
Da Notovitj var vendt tilbage til Frankrig, ordnede han disse oplysninger til en nogenlunde kronologisk fremstilling og så viste han sit manuskript til flere høje gejstlige, bl.a. både en fransk og en romersk kardinal, men alle rådede de ham kraftigt til ikke at udgive det.
Til sidst udgav han det for egen regning, men det blev totalt ignoreret.
Først nu i vor tid er manuskriptet atter dukket op, og har vakt stor interesse (udgivet på alle hovedsprogene).
REJSEN TIL SRINAGAR
En tilfældighed gav Kirsten Bank en bog i hænderne af Holger Kersten. Heri læste hun om overleveringen om, at Jesus lå begravet i Srinargar i Kashmir.
I 1986 tog hun til Nordindien til Ladakh. På vejen kom hun til den charmerende by Srinagar i det paradi¬sisk skønne og frugtbare Kashmir, hvor hun havde nogle dages ophold.
Kirsten Bank skriver:
”I min nyerhvervede bog læste jeg om overleveringen om, at Jesus lå begravet her i Srinagar! Straks lød det helt ab¬surd for mig. Jesus var jo død på korset. Død som et »sonof¬fer« for vore synders skyld. Ved sin død havde han »løskøbt« os til frelse.
Denne offertanke havde jeg nu aldrig kunnet forlige mig med. En gud, der ønskede at hans søn skulle pines og dø som et »offer« - nej, det var for primitivt. Men et frivilligt offer? Var der noget større i denne verden end at give sit liv for an¬dre? Men hvordan kunne vore synder tilgives, fordi en anden led en smertefuld død?
Denne paulinske offerteori tiltalte mig ikke; jeg forstod den simpelthen ikke - den smagte for meget af oldtidens guder, der forlangte blodige »ofre«for at forsones.
Men er dette det centrale i kristendommen? Jeg må sige ”Nej”. Det centrale i kristendommen måtte være Jesu budskab!”
Hun ville nu prøve at finde denne grav. Den første taxachauffør, hun spurgte, vidste udmærket besked om Juz Asafs grav, og at mange mente, at han var den samme som Jesus, de kristnes største helgen.
Hun blev kørt ud til graven. En lille hvid bygning. Et beskedent mausoleum midt i den travle støvede by. Bevogtningen af graven var gået i arv fra far til søn siden 1700-tallet.
Kirsten Bank fik at vide, at både muslimer, buddhister og kristne valfartede til stedet – dog ikke mere i så store tal. Det viste sig i øvrigt, at den rigtige sarkofag stod i en dyb krypt under gulvet.
KB leverer nogle konkrete oplysninger om området.
På Jesu tid var Kashmir et af de vigtigste områder for buddhismen, og den største gren af denne lære, Mahayana, skulle være formuleret og vedtaget i Srinagar (knap 100 år efter Kristus)Også en del hinduer var – og er – stadig bosat i Kashmir. Og omkring år 700 kom så muslimerne, der med vanlig nidkærhed, med ild og sværd, indførte islam i Kashmir, og her er det stadig den islamiske tro, der præger landet. Buddhismen er faktisk helt udryddet – trængt mod øst ind bag Himalayas uvejsomme, beskyttende fjelde. Muslimerne nedbrød de buddhistiske klostre og helligsteder, men skånede denne profetgrav i Srinagar, for befolkningen fortalte, at profeten Juz Asaf var den samme som Jesus, som muslimerne ærede som en profet.
Navnet ”Juz Asaf” betyder ”de renes fører” eller ”de rensedes mester” og hentyder til, at Jesus engang skulle have helbredt nogle spedalske. Juz kan måske også være en forvanskning af Jesus. Buddhisterne sagde ”Issu”, muslimerne: ”Issa”.
Kirsten Bank opsøgte selv de relevante kilder og steder, som kunne kaste lys over spørgsmålet: Jesu liv før og efter korsfæstelsen. Hendes konklusion er klar og tydelig:
1) Jesus levede ”de manglende” 17 år i Indien. 2) Han døde ikke på korset. 3) Han levede resten af sit liv i Indien som Juz Asaf, Issu eller Issa og blev begravet i Srinagar.
Korsfæstelsen
I trosbekendelsen, der er grundlaget for den aner¬kendte kristne kirke, lyder det om Jesus: Født af jomfru Maria - pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, ned¬faren til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfa¬ren til himmels - -
Opstanden fra de døde. Jesus var død, og Gud gav ham atter liv ved et mirakel. Nogle uger levede han derefter som et men¬neske af kød og blod; det bevidner flere af hans disciple; og efter 40 dage her på Jorden blev han - legemligt - optaget i Himlen.
Trosbekendelsen er først endelig fastlagt nogle århundreder e. Kr. Inden den tid var der faktisk en del uenighed om, hvor¬ledes man skulle forstå »opstandelsen« og »himmelfarten«. Selv Paulus, der ellers er en slags dogmatikkens fader, tror ikke på den legemlige opstandelse! Men den bogstavelige udlæg¬ning, den mirakuløse, blev valgt - som den klareste og kraf¬tigste baggrund for de unge kristne menigheder, der herved fik en formulering, der klart og fundamentalt adskilte kristen¬dommen fra alle andre religioner og blev den jordbund, hvor¬af en stærkt organiseret kirke med myndighed og autoritet kunne gro op. Kirkefædrenes skarpe og dristige formulering havde succes; en magtfuld kirke voksede op og fik snart stor åndelig, økonomisk - og politisk indflydelse og magt, der blev et bæredygtigt grundlag for kristendommens udbredelse.
Men kan denne »skarpe og dristige« formulering stadig bli¬ve ved med at holde sammen på de store menneskemængder, også i vor tid, da folk er langt mere kritiske end før, og da så mange gamle forestillinger og vanemæssige tankegange ud¬hules og bryder sammen?
Nu kommer det mærkelige, siger K.B.
Den velhavende og indflydelsesrige rådsherre, Josef af Arimathæa (han stemte imod Jesus’ henrettelse) træder nu til. Dette må være planlagt i forvejen, da der i alle fire evangelier fortælles om det ”fine ligklæde”, Josef har købt; og han har stillet en klippegrav der i nærheden til rådighed for Jesu lig.
Da det mørknede hen ad fredag aften, begyndte ”sabbatforberedelsen”, og loven bød, at ingen forbryder måtte hænge på korset i sabbatten. Hvis de korsfæstede endnu ikke var døde, skulle soldaterne knuse deres ben med køller, så man var sikker på at de var døde. Men Jesus var allerede død, konstaterede man, eller det gjorde i hvert fald Josef af Arimathæa og den romerske høvedsmand. En soldat stak sit spyd i Jesu side, og ud flød ”blod og vand”.
Det har været diskuteret, hvad det var. Men det er i hvert fald blevet udlagt som et tegn på, at Jesus nu var død. Hvilket egentlig var påfaldende hurtigt.
De to røvere var endnu ikke døde.
Det hændte, at korsfæstede kunne leve flere døgn, ja, en hel uge på korset, inden de døde af smerter og udmattelse. Denne barbariske straf skulle jo også være til skræk og advarsel for de mange, hvis vej faldt forbi retterstedet, der lå ganske nær byen. Men Jesus havde ”kun” hængt på korset ca. 6 timer. Jesus var en stærk ung mand i sin bedste alder, først i 30'rne; han var ikke asket; sikkert sund og frisk af det omvan¬drende liv. Død efter 6 timers forløb?
Flere evangelister omtaler, at Jesus, da han tørstede, af en sol¬dat fik rakt en svamp med eddike op på en stang.
Hvilken soldat? Og hvem stak ham i siden?
Både Lukas og Markus omtaler den romerske høvedsmand, der udbryder: Sandelig, dette menneske var retfærdigt! (Lu¬kas) - og: Denne mand var sandelig Guds søn! (Markus).
En romersk høvedsmand har altså været venlig stemt over¬for Jesus. Han omtales også senere i nogle af apokryferne som en tilhænger af de kristne.
Straks efter at Jesus havde drukket af svampen, råber han højt - og udånder. (Markus) Ifølge Lukas er Jesu sidste råb:
Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd! og Johannes beret¬ter, at Jesus råbte: Det er fuldbragt!
Eddiken, som han fik at drikke, skulle være lindrende og styrkende - men evangelisterne fortæller, at Jesus straks efter at have drukket, råber højt - og opgiver ånden.
Kan der have været en sammensværgelse mellem Josef af Arimathæa og høvedsmanden? Fik Jesus måske noget at drik¬ke, der kunne virke bedøvende? Der er mange gådefulde punkter i denne frygtelige og skæbnetunge begivenhed.
Jesus er konstateret død.
Nu får Josef travlt. Han iler til Pilatus (afstandene er jo korte i det gamle Jerusalem) og anmoder om at få Jesu lig udleveret. Noget sådant skete undertiden - især, hvad en af apokryferne beretter, hvis Pilatus fik en erkendtlighed.
Dette ved vi dog ik¬ke noget om i dette tilfælde. Men Pilatus undrer sig. Kan han allerede være død? spørger han.
»Høvedsmanden« bliver til¬kaldt, og også han forsikrer, at Jesus er død. Pilatus giver sin tilladelse.
Josef af Arimathæa, med hjælp af Nikodemus (som vi ken¬der fra det natlige besøg hos Jesus) nedtager Jesu legeme, ind¬hyller det i det »fine ligklæde«, der ifølge Johannes' evangeli¬um er indsmurt med l 00 pund salve af myrra og aloe; det livløse legeme lægges ind i klippegraven, og stenen sættes for indgangen. Jesu moder og Maria Magdalene er til stede ved gravlæggelsen.
»Jøderne« frygter, at Jesu disciple skal stjæle liget ud af gra¬ven og senere påstå, at Jesus er opstanden fra de døde, så de anmoder Pilatus om at lade gravstenen forsegle og sætte sol¬dater på vagt ved graven, hvilket sker.
Men disciplene er naturligvis alt for hæderlige og troskyldige mennesker til at udklække en sådan sindrig og snu plan; deres fortvivlelse er bundløs; de er helt nedsunket i sorg og skuffelse; deres sind rummer kun dette: Deres Herre og mester er død. Alt er forbi.
Fra fredag aften til engang i løbet af natten mellem lørdag og søndag har Jesus ligget i graven. Ganske stille. Bevidstløs? Hvis han har levet, må der være opstået en sårfeber i hans krop, der sammen med aloe'en og salven i det hele taget må have ud¬viklet en stor varme i huden, der kan have været medvirkende til at sårene begyndte at hele.
Jesu sår var mange og smerteful¬de, efter piskning og nagler; men ingen af dem var dybe og livsfarlige, undtagen muligheden for, at Jesu hjerte skulle væ¬re blevet gennemboret af den romerske soldats spyd. Men var hjertet ramt? Var den romerske høvedsmand en hemmelig sympatisør? Var der et aftalt spil mellem ham og Josef af Ari¬mathæa? Var såret i siden kun et ufarligt stik et stykke over hoften?
Hvis der har været en plan for at forsøge at redde Jesus, har disciplene i hvert fald ikke været indviet i den.
Josef har ikke haft tillid til disciplenes kølige virkelighedssans. De var ”enfoldige mænd” og de var for mange. En sådan plan måtte kun kendes af få. Hvis der har været en sammensværgelse - en nødplan - så har det kun været mellem Josef, Nikodemus og høvedsmanden.
OPSTANDELSEN
Om opstandelsen siger Kirsten Bank. Tidligt om morgenen søndag i påsken finder Maria Magdalene og nogle andre kvinder graven tom (stenen var væltet fra.) Jesu legeme er væk.
En hvid skikkelse siger til dem, at de skal sige til disciplene, at Jesus vil møde dem i Galilæa.
Dette kunne underbygge forestillingen om, at den hemmelige aftale mellem Josef, Nikodemus og høvedsmanden var blevet gennemført.
Med fantasien til hjælp kan man forestille sig, at disciplene ikke har fået noget at vide, men at essæerne har hjulpet ved befrielsen af Jesus. Formentlig har de ført Jesus til et sted, hvor han kunne blive plejet.
Da disciplene senere møder Jesus lyslevende, kan de kun tænke sig, at han er opstået fra de døde.
HIMMELFARTEN
Efter at Jesus i 40 dage havde opholdt sig i øde egne af Israel (langt fra sine fjender) (bortset fra et hemmeligt besøg i Jerusalem) og havde talt med mange af sine tilhængere, forsvandt han. ”Blev taget bort fra dem”.
Evangelierne beretter forskelligt om dette. Mattæus har intet om himmelfart. Markus skriver, at Jesus blev optaget til himlen, hvor han satte sig ved Guds højre hånd. Lukas fortæller, at han i nærheden af Oliebjerget opløftedes til himlen. Johannes siger, som Mattæus intet om nogen ”himmelfart”.
Kirkefædrene har derfor bygget trosbekendelsens ”himmelfartsdogme” på den kortfattede omtale hos Markus og Lukas.
Jesus forsvandt altså helt ud af disciplenes og befolkningens synskreds.
DEN ESSENSKE OVERLEVERING
Kirsten Bang refererer til et hæfte, hun har (trykt i Sverige) fra en afdød frimurer af høj rang:
Nogle abessinske købmænd fandt (ingen tidsangivelse) ved udgravningen af et gammelt græsk kloster i Alexandria, nogle ældgamle pergamentruller. Det græske kloster viste sig at være bygget oven på resterne af et essensk kloster fra tiden før og samtidig med Jesu liv. Rullerne skulle stamme herfra. (Også rullerne fundet i Qumran og i Nag Hammadi (i Egypten) har jo kastet lys over esseernes liv).
Manuskriptet bestod af et brev, der skulle være skrevet af den ”ældste”, ”terapeuten” for essenerne i Jerusalem til ”terapeuten” i Alexandria, der havde bedt om nogle oplysninger om en vis Jesus, der havde stået i nær forbindelse med essenerne og som var blevet korsfæstet; og nu havde de hørt rygter om, at han var opstået fra de døde – og der verserede andre rygter om ham, dels om mirakler og dels at han skulle være født af en jomfru, undfanget ved ”Helligånden”.
Disse rygter tror essenerne ikke på, da de i det hele taget ikke tror på mirakler, men søger naturlige årsager til sådanne begivenheder. Den ældste i Jerusalem skriver så dette brev som svar, og det indeholder en helt anden forklaring på Jesu fødsel og død end den evangeliske. Brevet angives at være skrevet kun 7 år efter Jesu korsfæstelse. (Manuskriptet var på latin, så det må være en oversættelse af det mulige originale brev. Det lykkedes for en franskmand at få brevet skrevet (formentlig på latin) Det oprindelige brev er formentlig forsvundet.
Oplysningerne om brevet har Kirsten Bank fra den tyske frimurerorden, og hun skriver, at hun finder det hele ret luftigt. Hun mener, at man ikke kan afgøre ægtheden af afskrifterne før man har det originale brev i hænderne.
Brevet går i øvrigt ud på, at essenerne har protegeret Jesus i hele hans virksomhed og i det hele taget har spillet en afgørende rolle. På korsfæstelsen gives der den naturlige forklaring, at Josef af Arimathæa og Nikodemus har nedtaget Jesu legeme, endnu mens han levede, og ved essenernes hjælp plejet ham.
Disse dele af brevet lyder meget sandsynlige, mens andre er mere kunstige, fx forklaringen på ”jomfrufødslen” – den fromme, unge og naive Maria skulle være blevet forført af en essener, der af den sværmeriske unge pige skulle være forvekslet med en engel!!
Himmelfarten skulle bestå i, at han med nogle disciple var gået op ad Oliebjerget, var forsvundet i morgentågen og af essenerne, der modtog ham, var ført til et af deres klostre – formentlig Qumran. Og efter nogle måneders forløb døde Jesus der af svækkelse og blev hemmeligt begravet.
APOKRYFE BERETNINGER
En af de apokryfe beretninger har omtalt Jesus som levende og beskrevet nogle af hans vandringer i den nordlige del af Syrien og i Lilleasien og også længere mod øst. Det er ”Thomas’ gerninger” (nært beslægtet med Thomasevangeliet), der blev fundet ved Nag Hammadi i 1945.
De to apokryfer tilhører den gnostiske retning inden for urkristendommen. – den er mere esoterisk, mere mystisk. (Den er næsten udryddet)
Også det apokryfe ”Philip evangelium” omtaler Jesus efter korsfæstelsen; her fortælles at tre kvinder fulgte Jesus på hans vandringer. Alle tre hed de Maria – det var Jesu moder og dennes søster samt Maria Magdalene.
Er Jesus mon fra Taxila vandret videre ind i Kashmir fulgt af de tre kvinder?
På vejen mellem Taxila og Srinagar, omtrent ved grænsen mellem det nuværende Pakistan og Kashmir findes en gammel ”helgengrav”, der af befolkningen kaldes ”Moder Marias sidste hvilested”.
Men Jesus ligger, ifølge overleveringen, begravet i Srinagar, hvor turisttilstrømningen nu er støt voksende.
Det første spørgsmål flere havde, handlede om formålet med disse teorier omkrig Jesu person og den mest almene opfattelse blandt os fremmødte, var, at man sågar kunne lave sig et levebrød af disse bøger.
Disse ’nye’ opdagelser er da ligeså meget ’røverhistorier’ som Biblens og forfatteren udvælger da, sjovt nok, også sine Bibelcitater omhyggeligt som støtte for netop sin egen forskning.
Bemærkelsesværdigt er det, at Jesus er en så kontroversiel en skikkelse, at man også støder på Ham i flere andre religioner, som også nævnt i Prebens referat.
Hav alle en god sommer med varme, lys og fred. Vi ses igen tirsdag den 10. august 2010.
Glade sommerhilsner :-)
Klara
PS. Bare rolig, der kommer en reminder og oplægsbeskrivelse - inden augustmødet.