Referat for januar 2010
Kære venner.
Årets første oplæg var bare nøjagtig så godt, som DIF plejer at være forvænt med! Ydermere var det krydret med høj humor i den efterfølgende diskussion – der kommer citater senere.
Lene Skovmarks oplæg havde titlen ”Når vejene mødes – overvejelser om Buddhas og Jesu vej, inspireret af et studieophold i Myanmar (tidligere Burma).
Lene deltog i et seminar på tværs af religioner, kulturer, lande og sprog i et land styret af militært diktatur, hvor man skulle have tilladelse til alt – sågar lov til at tale religionerne imellem. Dog var det alligevel lykkedes at opnå talefrihed i selve klasseværelset – hvor værtslandets egne forsigtigt kunne ytre sig kritisk mod deres undertrykkende styreform.
Lene replicerede på en bemærkning, som jeg ikke kan huske, men hendes svar var befriende: ”mennesker af sand tro”, i det svar ligger implicit, at det er i dette felt, at sandt religionsmøde finder sted (min tolkning).
Lene sagde desuden, at det var dejligt at dele hjertesager med lydhøre mennesker i det hele taget.
Det var en vigtig pointe, at vejene mødes ”i dybet” dvs. IKKE på det teologiske plan, hvor forskelle så let kommer på afveje i dogmatiske tolkningsforsøg på at forklare det uforklarlige, fordi Guds modersmål er stilhed – sindets ro – hvilket selvsagt ikke kan videre kommunikeres.
Men erfaring og indre efterfølgelse kan deles, da det er fælles (spiritualitet) i religioner/trosretninger – grundsubstansen på indre plan, hvor religionernes ydre form er så forskellige, at vi ikke genkender fællesgodset, om man så må sige. Vi slås i virkeligheden kun om de ting vi ser, hører, mærker med vores sanser, ”mens det virkelige er skjult for øjet”, som den lille prins siger i bogen af samme navn.
Hovedparten af Myanmars indbyggere bekender sig til buddhismen, hvor den lille kristne del hovedsalig er baptister, men kirken bliver set på med et – fjendtligt – vesterlandsk synsvinkel.
Her bemærkede Lene, at her oplevede hun i hvor høj grad religionen er præget af den kultur, hvori den bliver udøvet.
Jesus kom nøgen til verden, men blev lynhurtigt svøbt i alskens dogmer, som virker fremmedgørende. Hvorfor asiatisk teologi mødtes i 1972 for at nytænke deres begrebsverden ”doing the theology under the Bodhi-tree” (at gøre teologi under Bodhi-træet).
Frelse er et andet ’samlingspunkt’ i religioner/trossamfund, hvor der dog findes et selvansvar for udfrielse af synd og dermed sindets renselse.
I den ”ydre formdel” er bedekranse et element, som går igen i rigtig mange religioner (læs: trossamfund hver gang ordet religion bliver nævnt, det er for langt at skrive hver gang):
I den katolske kirke er det rosenkransen med skiftevis ”Fader vor…” og ”Hil dig Maria…” tilsat ”Ære være Faderen…”et par gange, der bliver gentaget.
I den muslimske bedekrans er der 99 perler et for hver af Allahs 99 positive ”tilnavne” den Almægtige, den Barmhjertige, den Retfærdige osv. i den stil.
I buddhismen er der enten 108 eller 118 perler, hvor man fx beder ”Gud, gør mig medfølende…” (Gudsbegrebet findes også i buddhisme – bare ikke så konkret udtalt som i de monoteistiske religioner).
Selv i den ritualfattige danske Folkekirke (endnu et af Lenes hamrende gode udtryk), hvor Ordet og Nåden burde være nok, er man begyndt at bruge ”Fader vor..” kranse og ”Kristus kranse”, i erkendelse af disse kranse fremmer koncentrationen. Denne Kristuskrans skulle give en meningsfyldt træning i livsmod, selvindsigt og åndelighed, som der står i den bog, der følger med kransen. Perlerne symboliserer: jeg-perlen, bekymringsløshedsperlen, natperlen, Gudsperlen, dåbsperlen, kærlighedsperlerne, opstandelsesperlen, stilhedsperlen, ørkenperlen og hemmelighedsperlerne for lige at give en kort forklaring.
Hvordan så leve ”Guds vilje”?
Fx ved at bede om/finde frem til, hvad ens dybeste (livs) bestemmelse – dharma i buddhismen – måtte være.
Samt erkende at vi alle har en fælles længsel efter at overvinde egoet som enhver oprigtig troende eller sand hengivenhed i sidste ende må føre til (lyder lidt missionerende, hm)!
Der er lige udkommet en bog, som hedder ”Jesus og Buddha – samme ord – samme vej”. Den sammenstiller, sammenligner IKKE.
En pagode (slå en sådan op på nettet) er en glimrede illustration af en åndelig udviklings vej og sindets samling med al tankemyldret forneden og hvor koncentrationen/visionen (om Gud) bliver mere og mere præcis nærværende, jo længere man kommer op for til sidst at ende med en eneste væren: I Gud. Det er blevet sagt, at Gud kun kan nås med kærlighedens smukke pil, det passer jo meget godt med spidsen på pagoder.
Her vil jeg så for egen regning tilføje, at når man så befinder sig i Guds kærlighed, så vil man jo automatisk kun udøve gode gerninger… til gavn for alle og helheden.
Bogen ”Gudløse hjerner” blev også nævnt, bogen er et angreb på nyateisterne … i nøjagtig hvilken sammenhæng er lidt uklart…
I mødet med andre religioner er det vigtigt at erkende, at ens tro ikke er absolut, men at vi også selv er på vej. Der var stor enighed om, at det er svært ikke at lægge sin egen indgroede kultur i mødet – selv om man skulle være så bevidst ikke at pådutte andre sin tro.
DIF er jo også trosmøder, hvor man så kan komme og se, om de andres tro skulle have noget bedre at tilbyde… en perle bemærkning falder lidt til jorden i min version hér, mens det var hamrende morsomt, da den blev fyret af på mødet!
Den anden perle var, da der skulle forklares om en mindre bevidst person med ordene: ”at hun var genfødt en gang mindre…” – humor på højt plan!!
Et andet interessant spørgsmål var, om det at sidde og bede/meditere skulle kunne ’frelse’ verden/være til gavn?
Hertil svarede Lene meget klogt, at denne handling vel bidrager til en Guds åbning for alle, når vi er et i ”Guds sammenhænge”.
Desuden er det blevet bevist, at når der er et stort meditations arrangement i en by, falder kriminaliteten drastisk i det tidsrum, hvor det finder sted.
I denne forbindelse blev tilføjet, at man da også kunne være sig ”Guds – bevidst” hver dag i samtlige af sine mange valg og tænke på, at der er en venligsindet Gud, der står parat for at (vej)lede og rådgive én, hvis man altså gider gøre sig den ulejlighed at høre efter – men desværre råber egoet ofte så højt, at man har svært ved at få ørenlyd. (Sidstnævnte sætning står for egen regning – nogen fordele må man have som referent).
Vi kom også ind på, at ondt og ubarmhjertigt ikke altid tolkes ens i alle kulturer:
Fx i en samtale mellem en indianer og en amerikaner om straf; hvor talen faldt på fængselsstraf, hvor indianeren resolut svarede: kan I ikke bare slå dem ihjel, stedet for at berøve dem deres frihed, som åbenbart var langt at foretrække end at sidde i fængsel.
Eller:
Eller afrikaneren som var på besøg i Danmark og oplevede, at små børn blev lagt for sig selv, hvilket blev anset for en totalt barbarisk skik i hans land.
Som Shakespeare udtrykte det: der er intet godt eller ondt i sig selv – det er tænkningen som gør forskellen.
Forskellen mellem himmel og helvede:
Både i himlen og i helvedet spises med lange, lange skeer
Hvor man i himlen samarbejder ved at fodre hinanden, vil man i helvedet kun sørge for sig selv og prøver af al magt at fodre sig selv, hm!
Til næste DIF møde i Unitarernes Hus, Dag Hammarskjölds Allé 30 (kælderen i højre side), 2100 København Ø
den 9. februar 2010 kl. 19.00
kommer Viggo Smitt og holder et oplæg med titlen: ”Hvornår er man et godt menneske?”
Det lyder da hamrende spændende, ikke!
Husk at møde lidt før – især de som er stærke nok til at sætte bordene op…
Mange vinterlige men varme hilsner
Klara Kaare Frederiksen, formand.
PS. Hvis I ønsker yderligere oplysninger, kan I gå ind på Lene Skovmarks hjemmeside:
www.aabentland.dk og flere bønner er at finde på: www.imesterenslys.dk
Afslutningsvis blev vi bekendt med denne smukke bøn, som anvendes ”I Mesterens lys”:
Dedikationsbønnen:
Af hele mit hjerte hengiver jeg mig til Gud,
Herskeren over alle ting, Universets Skaber,
den barmhjertige Fader og alt det godes ophav.
Af hele mit hjerte hengiver jeg mig til Kristus, Forsoneren,
Genopretteren af vor oprindelige natur,
den fuldkomne Åbenbarer og Guds uudgrundelige Ord.
Af hele mit hjerte hengiver jeg mig til Den hellige Ånd,
som gennemtrænger hele universet og overalt har veje og midler til at påvirke sjælene,
den rene og stille virkende vind fra Gud!
(efter Karl Ludvig Reichelt og som brugt ved I MESTERENS LYS)