Referat for februar 2010




Kære venner.

Denne gang er det Viggo Smitt selv, der har forfattet dette fyldige referat:

Der gik en kugle gennem hovedet på hende den kønne unge italienske journalist, som gik ved siden af Harry. De kom gående ud fra flyvepladsen i Sarajevo dengang i 90’erne. Jeg kendte Harry, han var fuld af historier. Først troede jeg han var sådan en festoriginal, også da han fortalte mig, at han havde vundet Cavling prisen i 1975. Men det viste sig at være rigtig nok, og den episode, jeg indledte med, handler om noget desværre rædselsfuldt virkeligt, han oplevede som Politikens udsendte dengang. Den kønne unge italienske journalist, der døde for øjnene af ham, var jo bestemt ikke de eneste civile, som blev skudt og dræbt fra maskingeværreder i bjergene udenom den by.
Jeg vil frem til min pointe: Da jeg i sin tid hørte, at man langt om længe indsatte natofly og fyrede missiler ned i maskingeværrederne, tænke jeg, at det var smukt og godt. De protester, der kom fra en bestemt del af fredsbevægelsen herhjemme - blandt andet fra Else Hammerich fra Center for Konfliktløsning betragtede jeg som umoralske, og det gør jeg stadig.
Moralen (herligt ord ikke sandt) er, at etik ikke handler om pænhed, og især ikke om ideelle løsninger. Det er jo ikke noget smukt ved, at nogle unge vildledte unge mænd brænder ihjel – måske endda under svære smerter – i en maskingevær salve. Etik handler om et valg: man havde uden resultat lagt pres på de bosniske serbere, og man måtte træffe et valg. Jeg kan være tilhænger militær indgriben i visse situationer uden at være blind for den pris, der altid er ved væbnede konflikter.
Jeg skal tale om etik eller etik og moral, som folk plejer at sige. Det er dobbeltkonfekt. Moral og etik er i princippet to ord, der betyder samme, nemlig sædvane af det græsk etos henholdsvis latinsk mos.

Ordet etik kan anvendes synonymt med ordet moralfilosofi og bruges blandt andet således i det danske undervisningssystem. Det gælder derimod ikke ordet moral. Bortset fra det, har de tor ord som sagt stort set samme betydningsindhold. Der skelnes dog ofte mellem etik og moral på den måde, at moral omfatter de faktiske normer og principper som folk lever efter i det daglige, med det gamle ord sæderne eller sædeligheden. Etik lader man stå for de fundamentale principper, der kan begrunde og evt. kritisere moralen. Etik er således moralens fundament, moral er den konkrete udmøntning af etik i anvendelige normer og principper. Der er en vis tradition i dansk filosofi for denne skelnen, men den har definitionens præg, dvs. den har ikke egentlig rod i dagligsproget.

Niels Thomassen: Etik en introduktion side 37


Etik eller moralfilosofi handler om hvordan vi bør handle, og det handler om de almene svar på, hvordan vi bør handle. Ellers ville det ikke være filosofi, men også fordi en individuel etik er meningsløs, intet menneske er en ø, vi er forbundne.
Det er uinteressant at diskutere etik, når der er fred og ingen fare. Det er først spændende, når der er konflikt, og man kan også sige, at etik handler om civiliseret konfliktløsning som igen kunne handle om at fordele fortræd; hvem skal bære byrderne.
Hvordan når filosofien frem til svar? Et bud ville være, at det er via fornuften modsat f.eks. guruagtig intuition. Men det er en sandhed med modifikationer. I den britiske empirist tradition er man sentimental. dvs. man mener, at man umiddelbart kan føle, hvad der er moralsk rigtigt. Man er så at sige udrustet med en moralsk sans, hvilket jeg i en lidt anden sammenhæng skal vende tilbage til senere.
Hvordan når filosofien så frem til bud på hvordan, man bør handle. Man kan sige, at det sker ved at fortolke af principper og normer i lyset af erfaringen. F.eks. må man jo ikke lyve, men der er mange situationer, hvor det er indlysende, at sandheden ikke er en kvalitet i sig selv; den lidt overvægtige unge pige med det sårbare sind, har nok ikke brug for ”sandheden” alt for direkte, og tanken om lægen efter en undersøgelse siger: ”det ser ikke godt ud, det dør de af” er vel næsten det klassiske eksempel på ufølsomhed.
Når man altså fortolker normer og principper i lyset af erfaringen, når man hurtigt frem til en meget central konflikt i etikken, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt der kan opstilles absolut gyldige handlingsforskrifter, eller om alt – også her - er relativt. Den nuværende Pave i Rom er meget bekymret over denne relativering. Jeg deler bekymringen, men tøver på den anden side ikke med en helt absolut fordømmelse af den romersk katolske kirkes modstand mod familieplanlægning. Denne politik er en katastrofe ikke mindst i visse afrikanske lande, hvor gifte kvinder ikke kan afvise sex med deres ofte promiskuøse mænd.
En smule forenklet findes der to hovedretninger i etikken; først den såkaldte utilitarisme, som vil vurdere handlinger efter deres virkninger, man plejer i slagordsform at tale om mest mulig lykke for så mange som muligt. Utilitaristerne koncentrerer sig altså om, hvad der er ønskværdigt.
Den anden hovedretning betegnes på dansk sindelagsetik og vil vurdere handlinger efter deres hensigt og altså ikke som utilitaristerne efter resultatet. Man kan f.eks. i retssystemer ikke undgå tankegangen, nemlig at vurdere hensigten med en. Det oplagte eksempel er skelnen mellem mord og manddrab. Sindelagsetikere er optaget af, hvad vi har pligt til at gøre.
En central betragtning i – al moderne vestlig tankegang – som udspringer af sindelagsetikken er den, at et menneske altid er et mål i sig selv og ikke et middel for noget andet. Moderne etikere er i øvrigt ofte optaget af mødet med det konkrete andet menneske.

De mest oplagte etiske dilemmaer findes i dag i sundhedsvæsenet.
Skal man sige nej til en ung mors behov for en kostbar hjerteoperation med henvisning til at der opnås mere samlet livskvalitet i samfundet ved at investere de samme penge i en række hofteoperationer?

I den såkaldte Jason sag bevilligede daværende sundhedsminister Lars Løkke et stort beløb til en procedure i USA, som havde til hensigt at fremstille en reservedelslillebror til den syge Jason. Når man fastholder, at ethvert menneske et mål i sig selv, var det helt entydigt en amoralsk handling. Det er sikkert ikke rart, at skulle fortælle et forældrepar, at man ikke vil betale for at redde deres barns liv, og det ser ikke godt ud på Ekstra Bladets forside, men det er jo faktisk politikeres opgave at foretage også disse svære valg. Som sagt i begyndelsen handler etik ikke om nemme valg, og jeg oplever politikeres brug af Etisk Råd som en mulighed for at dække sig ind, for mens en dygtig politiker selvfølgelig bør lytte til eksperter, er det endelige valg mht. hvad han vil og ikke vil stemme for hans helt eget moralske valg.

Som mange ved, refererer vi hyppigt til de gamle grækere, og mange af de ting, vi siger og tænker trækker på tænkningen tilbage fra dengang. Det er især det der sket i den klassiske tid i Athen, og Platons nedfældning af det kort efter. Men før alt dette havde grækerne selv en gylden tid, som de refererede til nemlig legenderne i Illiaden og Odysseen. Homers helte havde også en moral. Den bestod i at være tapre. Mandig og tapper var synonyme, og en mands godhed eller dyd bestod i at være tapper. Nu er der ikke noget underligt i at oldtidsfolk har været meget optaget af forsvarsvilje – en folkestamme risikerede let at blive udslettet eller gjort til slaver, hvis der ikke var nogen, der ville kæmpe. Homer brugte det oldgræske ord aréte om dyd eller godhed, og det svarer næsten til dygtighed eller funktionalitet dvs. en knivs dyd var dens evne til at skære, en marks dyd dens evne til at give afgrøde og en mands altså hans tapperhed. Ordet aréte kan næsten oversættes til fortræffelighed.
Med udgangspunkt i ordet aréte kommer den mere moderne udlægning med Platons Sokrates; hvordan bliver man sådan i bredere forstand dygtig til at være menneske. Platon lader en af Sokrates samtalepartnere udlægge myten om Prometheus (som også findes i andre varianter):
” På et tidspunkt, da det er skæbnens bestemmelse (i den græske forståelse må selv guder rette sig efter skæbnen) former Guderne dødelige væsener at ild og jord. De to titanbrødre Epimetheus (den bagudtænkende) og Prometheus (den forudtænkende eller forudseende) får til opgave at dele passende evner ud til de dødelige væsner. Epimetheus – der som navnet vil antyde ikke er bebyrdet med skarpsindighed – får af sin bror lov til at foretage fordelingen selv. Meningen er så, at broderen senere kan tage stilling til resultatet. Resultatet er for så vidt rimeligt; rovdyr er store og stærke, byttedyr er til gengæld hurtige og har høj frugtbarhed. Pels beskytter dyrene mod kulde og er deres naturlige sengeleje. I det hele taget er alt såre hensigtsmæssigt indrettet. Dog er der en katastrofal undtagelse: menneskedyret er nøgent og svagt. Epimetheus, der netop ikke er særligt forudseende, har simpelthen fået delt alle talenterne, så der ikke mere tilbage, da han kommer til menneskene. Prometheus klarer ærterne ved at stjæle ikke bare ilden fra Hefaistos, men også den dermed uløseligt forbundne snilde hos Athene. Gaverne er en delagtighed i en guddommelig lod, og følgelig har de den bivirkning at gøre menneske religiøse. Som overlevelsespotentiale rækker disse talenter desværre bare ikke helt. Menneskene forsøger at danne bysamfund, men tilføjer hinanden uret. Zeus – der ikke ønsker at menneskeslægten skal uddø – sender Hermes ned til menneskene med skamfølelse og retssans og med den instruks, at alle mennesker skal have lige meget af den. Denne instruks er svaret på et spørgsmål, som Sokrates har rejst, umiddelbart før Protagoras fortæller myten; nemlig, skal der ikke specialister til at styre staten, på samme måde som en sikker sejlads kræver en styrmand? Protagoras virke som underviser har som forudsætning, at enhver fri borger i princippet kan deltage i statens styrelse, og følgelig må alle have lige del i de to dyder.
Denne pointe bliver understreget ganske håndfast, da myten sluttes af med en ”psykopatparagraf”; Zeus instruerer Hermes i for menneskene i Zeus navn at fastsætte dødsstraf for de, som ikke tilegner sig skamfølelse og retssans!”
Citat fra en opgave af Viggo Smitt


Dertil mener Platon, at vi har en slags udødelig sjæl og dermed viden med os ikke bare om saglige ting som matematik, men også en moralsk viden en - slags moralsk sans. Såvel den faglige viden som den moralske indsigt forløses og forankres fra formodning til viden gennem dialektisk samtale. Omtanken bliver ledestjerne for dyderne, f.eks. er tapperhed kun en dyd, når omtanken er med; dumdristighed er bare dumt og endda ondt på den måde, at man bringer sine kampfæller i unødig fare. Platon leger også i dialogerne hele tiden med den tanke, at vi er hinandens lærere i godhed.
Hvem er det nu, man skal være god overfor? Ja de fleste, der er opvokset i vores kulturkreds, har hørt noget om, at elske sin næste som sig selv, og de fleste vil nok mene, at det er medmenneske, der er tal om er enhver anden. Men den universelle etik er formodentlig ikke den oprindelige. De fleste stammer og folkeslag har regler, der handler om at elske stammefællerne, og sådan er det dobbelte kærlighedsbudskab også blevet til:

”Du må ikke hævne dig eller gemme vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren”
3.Mos. 19.18.


Oldtidens israelitter hadede det folkeslag, der hed samaritanerne, mere end nutidens israelere hader palæstinenserne - dag ville legenden hedde den barmhjertige palæstinenser. Jesus levede som bekendt i Romerriget, hvor der cirkulerede tanker om at være kosmopolit, og hvor tanker om universel etik var blevet fremført af blandt andet Cicero kort før Kristi fødsel..

Nu kan man også forstå en moralsk sans som meget konkret biologi og på det område foregår der noget forskning i dag. Forskerne antager simpelthen at vi har en slags moralsk grammatik på forhånd, som så ganske vist udvikles lidt forskelligt i forskelligt. Sammenligningen med sproget er særligt velegnet fordi sprogforskeren Noam Chomsky fremsatte en lignende hypotese om sproget for 50 år siden; altså menneskebarnet fødes med et sprogligt beredskab, som er en uafhængigt af, om det siden lærer engelsk eller kinesisk. Mht. det moralske beredskab, den moralske sans, har forskerne nemlig konstateret, at til trods for nogle iøjnefaldende kulturelle forskelle på moral rundt om i verden, er der nogle gennemgående ens træk. Man har brugt spørgeskemaer og følgende citater giver et indtryk:

Du står på en bro og ser et tog komme susende på sporet på vej hen under dig. Længere fremme på sporet befinder fem mennesker sig uden mulighed for at fjerne sig. Din eneste mulighed for at stoppe toget og redde de fem menneskers liv er at kaste en tung genstand ned på sporet. Den eneste "tunge genstand" i din nærhed er den svært overvægtige mand, som tilfældigvis står ved siden af dig på broen. Du står i et moralsk dilemma, hvad gør du?

Til Lone Frank forklarer Marc Hauser:

»Det er en central pointe i vores undersøgelse, at den moralske intuition ser ud til at være den samme verden over. Helt ærligt er jeg dybt overrasket over den kulturelle ensartethed. Vi har besvarelser fra kvinder og mænd, fra alle aldersgrupper mellem 13 og 70. Vi har folk, som angiver, at de er meget religiøse, og folk, der ligesom dig selv, er fuldstændig uden religion. Der er mennesker med højere uddannelser, ph.d.-grader og folk uden andet end nogle års grundskole. Og ingen af disse faktorer ser ud til at have effekt på, hvad folk mener er moralsk forsvarligt i forhold til at gøre skade på andre mennesker. Det er specielt interessant, at en religiøs baggrund ingen betydning har.«

Marc Hauser mener, at de moralske grundregler er fastkodet i hjernens biologi, men at hver kultur og generation fortolker disse regler forskelligt. På den måde har moral den samme grundlæggende egenskab, som Noam Chomsky i 1950’erne påviste gælder for sproget. Sprog har mange forskellige udtryksformer, men sproget er ikke noget, som udelukkende læres i barnets første år. Alle mennesker fødes med en hjerne, der er prædisponeret for sprog - og også for moral, ifølge Marc Hauser.

En anden vigtig observation er, at moralske beslutninger tages intuitivt snarere end velovervejet eller rationelt. Folk giver de samme svar, selv om de efterfølgende har svært ved at begrunde deres valg. Det er netop det samme, der gælder med sproget. Mennesker kan ofte umiddelbart forklare, hvorfor en bestemt sætning er sprogligt forkert, selv om det kun er eksperterne, der kan forklare hvorfor.
Fra en anmeldelse af Lone Franks bog Den Femte revolution i Ingeniøren
Det ser ud til, at man kan afdække tre grund principper i den biologiske moralske sans.
Vi dømmer handlinger ud fra om:


Jeg vil runde af med et brev fra en skattet ven, som er meget pessimistisk på moralens vegne. Min ven citerer den åndsaristokratiske britiske forfatter Aldous Huxley. (Ham som har skrevet Fagre nye Verden): Sådan udtrykte Aldous Huxley det i "Efter mangen en sommer", hvor han taler om det velmenende, men lidt indskrænkede almindelige menneske, der helst ikke vil drage sin livsstil i tvivl:
"Han ønsker ikke at stille disse spørgsmål, for han ved, at hvis han gør det, er han enten tvunget til at blive ved med at gøre som hidtil, men nu med kynikerens bevidsthed om, at han handler forkert; eller også må han, hvis han ikke vil være kyniker, ændre hele sit livsmønster, så han kan bringe sit ønske om at handle rigtigt i overensstemmelse med de faktiske kendsgerninger, som blev åbenbare for ham, da han spurgte sig selv ud. For de fleste mennesker er al gennemgribende forandring endnu mere frastødende end kynisme. Den eneste vej mellem dilemmaets horn er for enhver pris at fremture i den uvidenhed, som tillader en at blive ved med at handle forkert i tryg overbevisning om, at man derved gør sin pligt - pligten mod firmaet, aktionærerne, familien, byen, staten, fædrelandet, kirken."
 Jeg er glad for citatet, fordi det står i fin skarp modsætning til det, jeg selv tror på, nemlig at lidt også har ret. Jeg mener simpelthen, at hverdagen al verdens ondskab ufortalt – gudskelov – er fyldt med eksempler på, at folk gør mere for hinanden, end de strengt taget behøver.

Vi debatterede blandt andet:
Hvor kommer samvittigheden fra, er den medfødt biologi eller udviklet i opdragelsen?
Religionens plads
Har mennesket en immateriel sjæl, eller er vi en sæk neuroner?
Viggo Smitt tilbød i øvrigt ved en anden lejlighed, at holde et foredrag, om det såkaldte sjæl/legeme problem i filosofien.

Næste DIF møde i Unitarernes Hus, Dag Hammarskjölds Allé 30 (kælderen i højre side), 2100 København Ø finder sted:

Tirsdag den 9. marts 2010 kl. 19.00

hvor vi ifølge indkaldelsen holder vores årlige generalforsamling.

Bagefter er programmet, som følger:

Da næsten alle i DIF er konverteret til en anden religion/tro, end den de oprindelig tilhørte, kunne vi i bestyrelsen godt tænke os, om vi kunne dele denne erfaring med hinanden til dette DIF møde?

For at igangsætte kunne vi hver især tænke over disse spørgsmål: Så kunne vi hver især forklare os (hvis vi vil, forstås) uforstyrret i 5-10 minutter hver.

Så hvis vi alle dukker op og har tænkt over ovennævnte, så bliver det altså en fantastisk aften

Husk at møde lidt før – især de som er stærke nok til at sætte bordene op…

Mange lyse hilsner

Klara Kaare Frederiksen, formand.

PS: Marts måned er også den måned, hvor kontingentet gerne skulle erlægges – kun 200 kr. eller 2x100 kr. – for at være med i den bedste forening – ever.