Referat for marts 2010




Kære venner.

Til april mødet havde vi inviteret Michael von Bülow til at komme for at læse og fortælle om sine spirituelle digte – efter Unitarernes varmeste anbefaling. DIF blev så sandelig heller ikke skuffede.

Følgende Michael digt kunne passende stå som et slogan for DIF’s virke:

Hjertets katedral
Hvilken jordisk kirke
kan uden prunk og pral
måle sig i skønhed
med hjertets katedral,

et sted, der rummer, uden
at pladsen føles trang,
alle folk i verden
på én og samme gang,

kærlighedens trone,
hvor man dvæler glad
og uden skam kan glemme
den hårde bænkerad,

hvor slanke kandelabre
og kronelys i krans
overstråles ganske
af evighedens glans,

orglets brus forstummer
i indre stemmeklang,
når engle saligt synger
ved sjælens altergang,

og klokkekneblers hamren
mod malmens hule skal
kun lyder som en hvisken
mod himlens eget kald.

© Michael von Bülow 2007-2010

Michael fortalte, at han først var begyndt at skrive digte for 3 år siden, hvor hans åndelighed bevidst blev vakt. Han var i forvejen vant til at udtrykke sig skriftligt som journalist, men det var noget helt andet at omsætte symboler og tanker til ord med en hidtil ukendt religiøsitet/spiritualitets nerve.
I digtet ”Sjælens manifest” (alle digtene kan findes www.vergil.dk) gives der udtryk for, hvad en sjæl ville fortælle os, hvis den havde ord at udtrykke sig med.
Med en titel som ”Tro og viden” giver emnet sig selv, det der så kan beundres er den elegante stil, rim og hvert ord eksakte spirituelle betydning.
I ”Barndommens land” kommer en tid til udtryk, som både var og nutidigt er - i erindringens rige.
I ”Lysets kald” og i det hele taget skal digtene tale til hjertet i langt højere grad end forstanden, kan der opstå en stemningsmættet oplevelse fra det indre lag.
For at trøste en opsagt kollega skrev Michael ”Vårens vej”.
I ”Lyt” beskrives en måde at bruge sine sanser på – mere de indre end de ydre – som det sker i spiritualitetens verden almindeligvis.
Også naturen er et sansebombardement til at åbne den indre verden. I øvrigt er alt menneskeskabt en efterligning af naturen.
Der er også ”et vred” = flere (godt udtryk) af engledigte, som ”Englevingevejr”.
Ordene kommer ”lige som af sig selv” – om end enkelte ord dog kan komme efter en intens søgen for at få det helt rigtige af slagsen. Når Michael så har fuldført et digt, opstår ligesom en behagelig ”mæthedsfølelse” efterfølgende – og kort efter en ”sult” efter at gå i gang med det næste. I digtet ”Der, hvor vejen drejer” beskrives forskellen mellem livets kørsel på en lige landevej eller livets omkørsler ad snoede veje, hvor man ikke har udsyn over næste hjørne, hvorved man får forøget vækstrate i livets omdrejninger.
”En hund ved navn Karma” forener dagligdags udtryk som hund med en østlig ”genfødsels tro” – meget originalt.
I 2007 var Michael på et ”Esoterisk sommerkursus” som havde gruppebevidsthed som omdrejningspunkt, hvoraf digtet ”At ofre et strå” opstod.
I efteråret 2008 fik Michael et job som redigerende på hjemmesiden for klimatopmødet, som jo blev afholdt i København 2009. Meget naturligt fortsatte han at skrive flere digte om dette emne, som efterfulgte hans digt ”Global opvarmning” fra tidligere.
Han så i øvrigt klimatopmødet som en bevidstgørelse af samhørighed mellem menneskehed og jordens naturriger. Og mødet skulle skabe/skabte hele denne bevidstgørelse, som ikke tidligere har været til stede. Så det udskældte topmøde var en succes på et rent åndeligt plan, forstås. Det understregede yderligere en ny polaritet i verden, såsom: USA – Kina, rige – fattige osv. Flere fattige landes regeringschefer havde også mulighed for at komme til orde. Digtene ”Ode til vor klode” og ”Klimaforandring” var blandt andet et smukt resultat, som heller ikke var blevet skabt uden topmødet, vel!
Via en artikel ”En jordisk chance” i bladet ”Nyt Aspekt” kom Michael i forbindelse med en gruppe, som havde til formål at heale jorden gennem ”Sing the Earth”, som bedst udføres ved jævndøgn, hvor jorden er bedst i balance. For at hylde hel – og enheden blev alle tidszoner samlet, hvor jorden således blev indhyllet i sang 24 timer. Digtet ”En sang for jorden” har vores Allan Diehl i øvrigt tilsat musik. Til denne ”jordindhylling” (min pc protesterede ikke ved dette sjove ord) brugtes også klokkeringning verden over og Michael sendte sit digt ”Klokkekim” ind til hjemmesiden for ”grøn kirke”, som var foregangsmand for denne ringning.
Michael Larsen konstaterede anerkendende, at Michael von Bülow formåede at indlægge kontraster og paradokser i sine digte – ganske som menneskelivets op - og nedture.
Michael ”folder” ligesom Unitarernes symbol ud med følgende digte:

DER FLYDER EN KILDE
(Enhedssuite, del 1)

Der flyder en kilde
med dråber så milde,
så klare og rene som forårets regn.
Ad himmerigs floder
til Jorden, vor moder,
den livet os bringer, hvert sted og hver egn.

Og floderne deles
og samles og heles
i årer, der løber langs bæk og langs å,
velsigner som væde
med livskraft og glæde
hver fugl og hvert blad og hver menneskevrå.

Fort livsfloden strømmer
mod havet og tømmer
sig sluttelig ud i dets vidtstrakte favn,
hvorfra den opstiger
som damp mod de riger,
der livsånden sendte i skaberens navn.

JEG FYLDER MIT KAR
(Enhedssuite, del 2)

Jeg fylder ved enhedens kilde mit kar
med dråber af selveste livet,
det vand, som er mennesket givet,
hvor engang kun ørken var.

Taknemlig jeg tager af bægret en tår,
det hele min sjæl vederkvæger
og renser og heler og læger
de største og mindste sår.

Men mens jeg på kalken med øjnene ser,
da sker der en magisk forvandling:
Som ved en guddommelig handling
forandres dens karakter.

For endnu før gralen af væsken er fuld,
får nu elementernes møde
den sølverne skål til at gløde,
som var den af pure guld.

Og indholdet farves af skålens valør,
og finder ad mystiske veje
i hjertet sit fysiske leje
bag sjælens forgyldte dør.

DEN STÆRKESTE KRAFT
(Enhedssuite, del 3)

Den højeste styrke, den stærkeste magt
er som et bånd mellem mennesker lagt,
intet kan bryde,
alting må lyde
hjertets usynlige pagt.

Når hjertet har stillet ved sjælen sin tørst,
mærker det kraften fra livsånden først,
pulsen, der stiger,
tvivlen, der viger,
enhedens vilje som størst.

Med ånden det åbnede hjerte får glans,
vækkes af sjælen dets finere sans,
guldtråde spindes,
flettes og bindes
op til en strålende krans.

Fra lyset der udgår et lokkende fang -
klokker, der ringer med enhedens klang
griber og fylder,
løfter og hylder
hjerternes evige sang.

For sangen at finde en klangbund et sted
skal den blot strejfe en anden, der véd
hjertet at følge
uden at dølge
troen på alkærlighed.

Michael så meget gerne sine digte som frø til at fremme en global enhedsdannelse og til at fremme samhørighed mennesker imellem.
Næste DIF møde finder sted: tirsdag den 11. maj 2010 kl. 19. Som sædvanligt hos Unitarerne på Dag Hammarskjölds Allé 30 (kld. i højre side). Hvor Kirsten Minami holder oplægget: ”Francis Bacon (1561-1626) – filosof og kosmisk formidler”.
Rent praktisk ville det være dejligt, om der dukkede nogen op før, så vi kan klargøre guf og rum inden kl. 19. Jeg kommer selv kl. 18.00, da Lene desværre ikke kommer de næste to gange, så det ville være dejligt, om nogen andre også ville komme før og hjælpe mig.

Varme forårshilsner

Klara Kaare Frederiksen, formand