Referat for maj 2009




Kære venner.

Næste møde og det sidste inden sommerferien bliver tirsdag den 9. juni kl. 19 hos Unitarerne, Dag Hammarskjölds Allé 30, (i kld. til højre), 2100 København Ø – som sædvanlig må stærke og hjælpsomme hænder meget gerne komme kl. 18.30, please. Oplægsholderne kommer fra Humanistisk Samfund og oplæggets titel er: ”Humanistisk Samfund og humanistiske ceremonier”

Her i maj var sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen fra Lindevangs Kirke med sit oplæg: ”Bøn i en moderne verden” en særdeles inspirerende igangsætter. Hun er – som også nævnt i sidste referat – medlem af en arbejdsgruppe, der udarbejder og redigerer de kommende bønnebøger til brug for såvel folkekirkens gudstjenester som uden for kirkerummet. Arbejdsgruppen er nedsat af Teologisk Pædagogisk Center, der blandt andet har til formål at uddanne og efteruddanne præster og undervisere i folkekirken.

Christiane lagde ud med at fortælle, at bøn ligesom går på tværs af religionerne, hvorimod (tros)bekendelser samler ét bestemt trossamfund og skaber en naturlig grænse.

Der afspejles en generel tendens i tiden til både at bede og diskutere bønnes formål og væsen. Hvor det før var forbeholdt et inderligt fromhedsliv som regel på den yderste højrefløj, så er bøn nu blevet allemandseje og helt legitimt
Dvs. der er sket en bønnens opblomstring, hvor vi ikke længere er så blufærdige mht. at stå ved et bønsliv og 53 % af befolkningen skulle således bede – Christiane mente, at tallet endda er meget højere – som sagt flere gange findes ikke mange ateister ved ens afkoms alvorlige sygeleje og/eller i et fly på vej ned på den ufede måde eller andre af livets grænseområder.

Hvad er bøn så for en størrelse stillede Christiane et spørgsmål om og svarede selv:

Bøn kan deles i to grundformer: Den ene er den tilbagetrækkende, meditative form, hvor stilhed og langsommelig hersker og udgør en kontrast til samfundets konstante krav om hurtighed og effektivitet i et væk. Hér er mulighed for fordybelse til at finde den dobbelte funktion ”at smide hellige køer ud” og finde byggestenene i eget liv fx.

Den anden form er den konfronterede bøn, hvor der kræves svar og man kæmper med Gud og ting brydes. ”Jakobsstigen” er et eksempel herpå, hvor bønskampen sætter sig sine spor på en særdeles håndfast måde. ”Fortællingen om den kanaanæiske kvinde” viser ligeledes en kamp, som ender sejrrigt denne gang udkæmpet med Jesus.
Begge disse kampe viser, at Gud ikke er ’ubevægelig’ og tilsyneladende kan påvirkes.

Kroppen beder med og giver synlige udslag, som genkendes som bøn:
Folder hænderne og holder øjnene lukkede, så man kan øge fokus.
Opmærksomt blik. Hænder vendt opadvendt, modtagende.
Ydmygt knælende; underlagt en højere instans.
Dans og bevægelse kan også være et bønsudtryk som hos sufidanserne.

Sagt om bøn: Religiøs bøn er at tale med sig selv med evighedens ekko.
Bøn har altid en adressat, som vel kan være et mere diffust begreb som altet eller lyset fx og er således altid en samtale. Hvorimod selvcentrede bønner er enetaler. Bøn er med andre ord kommunikation, kræver lydhørhed og opmærksomhed. Er forskellig fra én selv samt andet og mere end én selv.
Indøvelse i ’fremmedsans’ og øger respekten for alt det, som er forskellig fra mig.

Bøn stiller store krav til det moderne menneske, som er vant til at være direktør i eget liv og uvant med at vente og indrømme sin afhængighed.

Vi griber ud efter en anden ”når du vil / ”ske din vilje” og nærer tillid til, at vi bliver bønhørt, dog uden indbygget garanti for at bønnen udvirker, dét jeg ønsker. Min Gudserfaring testes på virkeligheden og forbinder det flygtige med det evige og således indvirker på det levende liv.

Bønnens indhold. Hvad kan man bede om? Kan det blive for småt og dagligdags? Den eneste (accepterede) bøn ifølge tidehverv er: ”Herre, forbarm dig over mig arme synder”.

Behovet for et blik udefra i alle livets aspekter samt rette en tak tillige.

Christianes moderne aftenbøn skabte en del røre, da det blev bragt i Kr. Dagblad, da den har et nyt og jordnært indhold, således at Gudsbilledet først indfinder sig undervejs i bønnen. Bønnerne er som følger:

Avisen klasker mod entrégulvet.
Himlen er ny og rund.
Ånder morgenen ind,
og nattens drømme ud.

Havregryn i skålen
og en lille varm krop på skødet.
Ser et træt ansigt i spejlet.
Så et hurtigt kys og af sted.

Øjeblik på øjeblik og verden tager form på ny.

Tilfældige møder
og aftaler, aftaler, aftaler.
Kigger op og ser ansigter.
Trykker en hånd og klapper en skulder.
Spiser en klemme og nynner en sang.
Ånder dagen ind og mig selv ud.

Frikadeller på bordet og et skænderi i det fjerne.
Forløsende ord og et glas mælk.
Lego og tøjvask
og en nyhedsoplæser der kæmper om opmærksomheden.
Ned og ligge blandt knitrende dyner.
Dit tunge åndedræt ved siden af mig.
Lader mit blande sig med dit.

Igen en dag hvor hjertet slog som det skulle.

Tak fordi alt er som det plejer:
Underfuldt!

--------------

Det er ikke fordi, der ikke er noget at græde over.
Der er for meget.
Kanalerne er tørlagte.
Vandet og saltet er sluppet op.
Nu må andre græde mine tårer.

Hvad skal man også stille op med al det vand?
Det flyder hele tiden over.
Bliver for meget,
for truende.
Samler sig til et bundløst dyb.
En filippinergrav.
Her bor kun sære mørkeskabninger.

Så hellere tørre ud.
Eller?

Du som står der på vandet:
Ræk mig din hånd, bror.
Gud, ræk mig din hånd.
Hold godt fast.

Måske jeg så igen vil vove at åbne for sluserne.
Lede det rensende vand ind i kanalerne.

Men Gud,
hold godt fast,
For kun da kan jeg stå på vandspejlets hinde,
med en smag i munden af salt.

Videre fortsatte Christiane:
Humor og ironi kan skabe fortrolighed i bønnen, men måske tillige en distance – en higen efter nærhed samtidig med at en afstand ønskes opretholdt.

Forbøn erindrer mig om, de mennesker jeg holder af og knytter mig med dem i solidaritet – med håbet om, at Gud ’bærer med’ vore kære.

Hjælp: anråb til Gud. Afdækker en mørk livserfaring og måske også en mørk Gudserfaring tillige.

Bemærk, at dette oplæg handlede om hverdagsbønnerne – ikke bønner til selve Gudstjenesterne.

”Fader vor” er kernen i kristen bøn og stiller mennesket nær til Gud, så Gud ligesom kommer i øjenhøjde med os. Den kræver ikke himmelsk fromhed og er en bøn til Gud med Guds egne ord. Den er visionen for menneskers liv. Frimodighed til vore længsler.

Det følgende er uddrag af den særdeles livlige debat, der fulgte et inspirerende oplæg:
Biblen er på fortolknings vilkår.
Kvækerne: tro uden gelænder.
Gud som pejlemærke.
Bønner må være relativt ubetydelige i evighedsperspektiv.
Parkeringspladser og ’busengle’, tager Gud sig mon af det?
Bøn fralægger ikke os selv ansvar – vi er medarbejdere.
Gud er hinsides alle kategorier.
Mennesker er født med to tilbøjeligheder: det gode og det onde – udfordringen er at vælge det rette.
Menneskedyrets livskrav gør ikke Gud til adressat.


Prebens meget relevante overvejelser skal også med i sin helhed her i referatet:

Alfred Hall (unitarpræst omkring år 1900): Hensigten med bønnen er ikke at fremkalde en forandring hos Gud, men hos en selv!

PB: Bønnens betydning for den enkelte hænger sammen med den bedendes opfattelse af Gud.

Betragter vi Gud som en, der har de samme egenskaber som os selv, og bl.a. holder af at blive rost, så er det vel naturligt at hylde og tilbede, og så i samme ånde¬drag anmode om gaver.
Hvis man har et billede af Gud, der nærmer sig panteisme, så kan en bøn vel mest dreje sig om at komme i kon¬takt med naturens kræfter gennem en bøn, der måske rettelig skulle kaldes en meditation.

Helst vil jeg tale om bøn i forbindelse med det, vi med et gammelt ord kalder for "lovprisning". Så gør man godt nok vold på ordet "bøn" i dette ords oprindelige betydning, der i Gads religionsleksi¬kon beskrives som "en henvendelse til en eller flere guder, guddom¬melige eller hellige personer med henblik på hjælp, velsignelse eller blot vedligeholdelse af gode relationer".

Jeg anerkender, at mange mennesker beretter, at de med udbytte kan henvende sig til en guddommelig person for at få råd og hjælp. Noget sådant føler jeg imidlertid hænger nøje sammen med disse menneskers gudsbillede. Vi er nogle stykker, der har andre opfattelser af livets grundlag og derfor vil stå lidt fremme¬de over for en direkte henvendelse til en såkaldt "guddommelig person".

Når der derfor bliver tale om fællesbønner, finder jeg det mest ri¬meligt i unitarisk sammenhæng at benytte en form for lovprisning, der kan udtrykke en glæde og taknemmelighed over livet, og som ikke bliver rettet til en bestemt person.
Denne opfattelse vil med rette kunne kaldes panteistisk, men den bør kunne accepteres af alle, der føler, at der er en form for mening og styring i vor tilværelse, som af nogle kobles på noget personligt guddommeligt og af andre på en form for universel lov.

Med venlig hilsen
Preben.

I forbindelse med Prebens e-mail her, vil jeg lige sige, at det er rigtig dejligt, når I sender kommentarer og forslag både det det månedlige referat og til selve DIF møderne samt selv foreslår emner og endnu bedre selv melder jer som oplægsholdere – det gør DIF til et meget levende forum og giver fornyet energi til alle.


Kærlige hilsner


Klara Kaare Frederiksen, formand