Referat for januar 2009
Kære venner.
At William Blake var så spændende, havde jeg slet ikke på forhånd forestillet mig. Vores oplægsholder, Kirsten Minami havde også gjort et flot forarbejde og slæbt en masse bøger og sågar en båndoptager med musik komponeret over Blakes arbejder til yderligere at belyse Blakes geni.
I min optik dannedes der et billede af en usædvanlig personlighed, som vanskeligt lader sig klassificere i vante systemer og som var normbryder i en grad, at hans samtid ikke havde begreb om, hvad manden mente. Læg dertil en personlighed som vendte op og ned på samtlige konventioner og gav mennesker sandheden for fuld udblæsning – hans stærkeste side var vist ikke den sociale intelligens – men mennesker som er indre – styret visionære, tager let på folks ”fine fornemmelser” og er ikke rundet af flinkeskolen.
Efter Kirstens oplæg stod kommentarerne i kø i sådan hastighed, at min nedskrivning kom alvorligt bagud… og min hjernes volumen slet ikke kunne følge med.
Straks efter DIF mødet googlede jeg Blake og fandt titlen på et meget rost norsk storværk om Blake ”Den kosmiske smedje – William Blake liv – digtning – verdensbillede” af Geir Uthaug.
Deri står følgende at læse (direkte afskrift på norsk): ”Jeg hviler ikke fra min store opgave: Å åpne de evige verdener, å åpne menneskets udødelige øyne innover til tankens verden: inn til evigheten som hele tiden utvider seg i Guds bryst, den menneskelige fantasi”. Sagt af Blake selv.
Niels Groth havde et forslag, hvor han synes, vi skulle drøfte magi, mystik og clairvoyances brugsværdi – det må uddybes nærmere.
I øvrigt mente Niels også, at der hver gang skulle indføres en talerunde, hvor hver især fik mulighed for at fortælle, hvad der pt. optog hende/ham og derved give mere stille ”differe” mulighed for at ytre sig… det må også drøftes.
Vi kunne måske gøre det på dette førstkommende møde, når vi ikke har nogen oplægsholder udefra. Men det kommer an på, hvor meget Lene har på hjerte.
Næste møde er på tirsdag den 10/2 kl. 19.00 og der må gerne komme nogle stærke mænd m/k lidt før for at stille borde op.
Lene Shoemaker er oplægsholderen og vil tale over temaet ”Kan krig nogensinde skabe fred?”
Så derfor kan vi også godt bruge lidt ekstra hænder til borddækning og anden forberedelse, så Lene ikke både skal være praktisk og holde oplæg samtidig. Så kan vi nemlig starte kl. 19 præcis som aftalt.
Jeg vil senest være der kl. 18.40 og lukke op, så kom bare.
Kærlige hilsner
Klara Kaare Frederiksen, formand.