Efter generalforsamlingen den 11. marts 2008 leverede Michael Larsen

et ikke i enhver henseende helt seriøst oplæg til diskussion
om at lave en religion til netop vor tid.

Vi er forholdsvis velbevandrede i vores egne individuelle religioner (selv om vi godt kan få nogle kedelige overraskelser, når vi læser det, der er trykt med småt), og vi kender hinandens religioner i store træk. Desuden har vi – ved opsøgende og hjemsøgende aktiviteter og via indbudte oplægsholdere udefra – fået et ret indgående kendskab til mange af de andre religioner og trosretninger, der forbavsende nok florerer i det ellers dybt materialistiske samfund, vi lever i.

Vi DIF-medlemmer har stort set hver sin tro og tilhører næsten hver sit trossamfund, som ”tegner” denne tro; men når DIF kan samle os hver måned, vidner det efter min mening ikke kun om iver efter at opfylde DIF’s formålsparagraf (dialog mellem religioner) eller om almindelig nyfigenhed. Det viser også, at vi hver især har et behov for at få suppleret vores egen tro, få den belyst fra uvante vinkler eller måske endda få den afprøvet i mødet med andres tro. Vi har måske en anelse om, at den kan have svagheder, – at den ikke rummer den fulde og hele sandhed, at den ikke er fulgt med tiden, at dens lærebygning ikke kan stå for en nærmere logisk analyse, at den indeholder dogmatiske elementer, som vores sunde fornuft tvinger os til at tage afstand fra ... I kan selv fortsætte listen. I hvert fald er ingen af os fundamentalister i den forstand, at vi blindt accepterer alt, hvad vores religion står for.

Vi har nemlig hver især overtaget noget nedarvet: vi er enten født ind i eller er med mere eller mindre åbne øjne og kritisk beredskab trådt ind i traditioner, vi ikke selv har været med til at forme, og for nogle af os er det en stor og vanskelig opgave at forlige arvegodset, dvs. fortidens indsigter og værdier, med den nutid og virkelighed, vi befinder os i.

Bevæbnet med denne viden og disse erfaringer plus 13 års tradition for civiliseret samtale om trosspørgsmål kan vi vist godt tillade os at kalde os selv en slags eksperter på det religiøse område, og jeg kan egentlig ikke forestille mig nogen gruppering af mennesker, der ville være bedre egnet til at gennemføre den øvelse, jeg om lidt vil indlede.

Det er henved 1400 år siden, den yngste af de helt store verdensreligioner blev grundlagt, og siden er der ikke kommet nye til, som har opnået nogen videre verdenspolitisk betydning – hvis man da ikke medregner den protestantiske kirkes opståen her. Dermed være ikke sagt, at der ikke er kommet nye religioner til, for det er der så sandelig – ”mit bæger flyder over,” som der står i salmen; men af seriøse religiøse konkurrenter til de store etablerede tros- og kirkesamfund findes der i dag kun to, nemlig forbrugerismen og den almægtige kapitalisme, og det til trods for, at de gamle religioner i hvert fald i lærebygning, organisationsstruktur og ritualer er ikke så lidt ude af trit med de troendes daglige liv.

Nu er konkurrence imidlertid en god ting, som gør alting billigere og bedre, – det hører vi hver dag; og den øvelse, jeg vil bede jer deltage i her i aften, går derfor ud på, at vi bruger vores DIF-erfaringer til at definere eller designe den ideelle religion til vor egen tid: en afløser for de forbenede og forstenede åndelige strukturer, der ikke er fulgt med tiden, og en bidsk og veloplagt konkurrent til de kommercielle ideologier. For nu straks at forebygge enhver misforståelse: målet er ikke at fremstille et produkt, vi kan ”sælge” til andre (medmindre det da i løbet af aftenens øvelse viser sig, at der faktisk kunne være penge i det, for så ville det være syndigt ikke at gribe chancen). Min måske lidt flyvske idé er denne: med al den ekspertise på trosområdet, der er til stede her i lokalet, og med hele den pulje af personlige erfaringer i at være religiøs, vi som personer udgør, kunne vi prøve at indkredse, hvad et tænkende menneske i det Herrens år 2008 forstår ved religion, ønsker sig af en religion, og er villig til at yde for sin religion. På stående fod kan jeg som sagt ikke tænke mig nogen forsamling, der ville være bedre rustet til denne opgave.

Nogle af de store religioner prøver jo (med vekslende held) at forny sig og tilpasse sig tidens krav, sprog og smag uden at kassere alt for meget af arvegodset; processen foregår mest efter princippet ’hug en hæl og klip en tå’, for virkelig radikal nytænkning er sjældent velkommen, og i hvert fald én verdensreligion afviser helt at opdatere og nyfortolke.

En del af de nyere religioner har ikke overlevet deres stiftere med ret mange generationer, eller også er de blevet til stivnede subkulturer eller rene pengemaskiner. Ingen af de fald¬gruber kan DIF heldigvis havne i: dels er DIF jo netop ikke en religion og har ingen hellige køer at aflive, dels trækker de af DIF’s stiftere, der endnu er medlemmer, heldigvis stadig vejret, og dels ville det være en fæl løgn at kalde vores forening en pengemaskine. DIF vil med åbent sind, fordomsfrihed og kaffe i kopperne efter min mening kunne give et kvalificeret bud på, hvordan vore dages religion skal se ud, hvis den skal have en chance.

Jeg vil give nogle eksempler på spørgsmål, vi kunne med at undersøge (og hvis nogle i salen kan formulere bedre spørgsmål, skal de være meget velkomne!):


En religion til vor tid:

Hvad skal den gøre for mig?
Hvad skal den love mig? Hvad skal den kunne give mig svar på? Eller måske endnu vigtigere: hvilke spørgsmål skal den stille mig?

Hvad må den pålægge mig (om overhovedet noget)?
Må den koste mig noget i forhold til, hvad jeg får ud af den? Må den kun stille krav, der er overkommelige og ”spiselige”, eller må den gerne rumme en etisk udfordring? Skal den kun afspejle og bekræfte mig i det liv, jeg nu engang lever, eller må den opfordre til at ændre det?

Hvor meget må den fylde i mit liv?
Skal den blot være et spændende åndeligt krydderi på mit verdslige tilværelse, en tro ”til indvortes brug”, eller må den godt indebære en krævende disciplin?

Bred eller smal? Til flere end mig?
Skal den have et individualistisk tilsnit (”sammensæt selv din religiøse menu”) og alene opfylde mine personlige behov? Er den sociale dimension så vigtig, at religionen skal forankres i grupper med stærkt indre sammenhold, eller skal den være så bredtfavnende og universel, at den kan sige enhver noget, men til gengæld bliver uforpligtende?