Referat for 8/1 2006
Kære venner.
Som Lene Andersen kommenterede i sit storartede oplæg havde Paulus ikke mange lyse øjeblikke, men dog kan et enkelt velvalgt citat snige fra sig ind hér, fordi det rammer så præcist: "Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt".
Fordi jeg absolut havde forestillet mig at skrive DIF referatet færdig her i nat, så det kunne have vibreret med det liv, som herskede denne aften, men så forlangte mit kropshylster opmærksomhed og beordrede mig i seng. Så må det blive efter hukommelsen og mine noter.
Som allerede nævnt i indledningen var forfatteren og foredragsholderen Lene Andersen gæst i DIF med sit oplæg: ”Hvorfor i alverden blev hun jøde?”
Det startede med, at hun læste teologi og fandt Jesus som en stor anstødssten. Dernæst var kirkefædrenes møde i år 325, hvor bl.a. treenighedsdogmet blev ”opfundet” ej heller tiltalende og endelig føltes Augustin direkte ubehagelig.
Derimod tiltalte det jødiske i det nye testamente Lene Andersen desto mere og hun søgte kontakt med rabbiner Bent Lextner, hvor hun spurgte ham om Messias skikkelsen og fik fortalt, at begrebet i dårlige tider var det en personificeret frelserskikkelse, en kriger, mens det i gode tider var en tidsånd – et skift i menneskene, som selv sætter i værk og som derfor er ikke - personlig.
Lene Andersen fik også svar på, hvad udtrykket det udvalgte folk står for: en pagt med Vorherre og udvalgt til at holde Thoraen.
Det var svært for hende kun at nøjes med det, man kan måle og veje – der manglede simpelthen et mytologisk, religiøst fællesskab – efter at have været kristen og teologistuderende. Så hun søgte optagelse i jødedommen og blev sendt bort hele tre gange, fordi de mange pligter i jødedom kan være alt for svære at følge for konvertitter. Det lykkedes hende dog til sidst.
Lene Andersen synes jødedom egner sig glimrende til en travl, aktiv og moderne kvinde bl.a. pga. sabbatten, hvor man er ”tvunget” til at koble fra hverdagens stress og jag hver fredag.
Jeg vil lige indskyde en interessant betragtning om, at Jesus kan opfattes som en sammenstykning af forskellige personer fra hine tider, hm. Til eftertanke.
Da Templet blev ødelagt i år 70, ændredes spisebordet til alteret – et eget mobilt tempel simpelthen, hvor ritualerne og genkendeligheden opretholdt jødedommen i de mange årtier og mange lande jøderne var spredt ud til - som oftest en forfulgt minoritet, hvor deres trospraksis’ udførelse var forbundet med stor personlig fare.
Jødedommen har ingen dogmer og er frit stillet til at forstå Gud på de troendes egne præmisser. Underdanighed kendes ikke i jødedommen og man har altid dér diskuteret med og om Gud og Hans forordninger.
Både Thora og Talmud diskuteres frit og ivrigt og disse diskussioner tvinger således deltagerne til stillingtagen og bevidstgørelse.
En helt er i jødedom hverken Super – eller Spiderman, men én der er hammerdygtig til at diskutere og få sine meninger igennem i en (religiøs) diskussion.
Der er således ingen mission, ingen arvesynd og intet paradis. Lovene er til for at få dette liv til at fungere – reglerne er således det klister, som får hele samfundet til at hænge sammen.
Med profeterne holdt den direkte kommunikation med Gud op – nu blander Gud sig ikke længere og har overladt jorden i menneskets varetægt.
(Hvilket muligvis er en meget dårlig idé – efter at dømme den måde verden ser ud på nu, hm!! Dette står for egen regning, forstås).
Det var et meget velbesøgt møde, da rigtig mange DIF medlemmer var mødt op, hvilket naturligt gav en større meningsudveksling og et mere interessant møde, sådan!!
Næste møde er på tirsdag (den 12.2) samme tid (19.00) og sted (hos unitarerne), hvor undertegnede i fællesskab med jer vil fundere over en kronik i Kristeligt Dagblad om, hvor moral rettelig hører hjemme. Her ville en masse ateister have givet mere kolorit på diskussionen, dog håber jeg, at det bliver tilstrækkeligt provokerende alligevel. Vi må finde emner, hvor bølgerne har mulighed for at gå højt.
Vores egen Lene Shoemaker har lavet lidt research og vil fremlægge et spændende tilbud, DIF fremover kan blive involveret i, hvis vi alle mener, det er en god idé.
Vel mødt – alle sammen.
Kærlig hilsen
Klara Kaare Frederiksen, formand.