Referat for december 2008




Kære venner.



Vores j-møde blev beriget meget via Liz Bramsens kor, som sang fortræffeligt og lagde grobund for en endnu bedre stemning, end der altid plejer at være. Stor tak til dig og dem, Liz.
Sådan en musikalsk optakt må vi bestræbe os på at få gennemført hvert år om muligt!

Michael Larsen havde også som vanligt fundet nogle ikke alene glimrende, men også opbyggelige historier frem til lejligheden, nemlig:
Karel Capeks ”Tilfældet Selvin” og ”Den gamle buntmager” en historie fra ”Seksten moderne russiske noveller”.
Hvem siger, at traditioner ikke er af det gode??

Vores kærlige Karen Margrethe Born havde også betænkt os med hjemmelavede brune kager og den ligeså elskelige Lis Møller tilbød os sin bog ”Tiderne skifter” for en flad 50’er - med levering oven i købet. (Som den gode (hm!!) formand skulle jeg naturligvis have skrevet referatet i god tid før jul, ak ja!).

Sidst havde jeg efterlyst ideer til nye møde-aftner ideer og især Niels Groth fyrede af fra hoften:
Om finanskrisen (hvis vi kan få gjort denne krise ”religiøs eller moralsk/etisk”, forstås og med hvem), Tine Lindhard, religionshistorikeren Mikael Rothstein, biskop Kjeld Holm, ombudsmanden, den tidligere katolske præst Nibler, Søren Kirkegaard eksperten tidl. Sognepræst Cappelørn.
Jeg har et forslag her: Når vi inviterer personer med en bestemt ”mission”, holdning mv. ville det være til gavn for os og en hjælp til oplægsholderen, om vi på forhånd ved invitationen klargjorde, hvad vi gerne ville høre fra netop dem.

Der var adskillige forslag, om ”min arbejdsplads - søstre – Sankt Joseph søstrene – kunne komme og fortælle – dels om deres kald, men også om den specielle åndelige uddannelse i at give mennesker ”åndelig vejledning”, sidstnævnte tilbydes på søstrenes retrætested Stella Matutina, i øvrigt.

Der var også ønsker om at høre om jesuiterordenen og dens betydning velsagtens, kendte unitarer (som jeg læste mine egne kragetæer som) i græsrodsbevægelser og at vi skulle tage den gamle idé op om at lave en ”religiøs ambulancetjeneste”, hvor vi kunne tilbyde mennesker, der akut havde brug for en præst, imam, rabbiner osv. osv. eller blot var helt nye i Danmark, hvor de kunne henvende sig – derved kunne vi jo også få kontakt med mange tros – og kirkesamfund i samme ombæring. Når vi har udviklet dette tilbud, så vil det naturligvis komme på vores hjemmeside, som stadig er under udvikling i øvrigt.
Hvem har lyst til at være med i denne ”produktudvikling”, som det hedder på moderne dansk??

Jeg tror, at jeg er kommet over min undervurdering af DIF – primært pga. vores størrelse - og vil også skrive flere invitationer selv – dog er det mest praktisk, om mennesker med særlig tilknytning til et enkelt DIF medlem selv skaber kontakten i første omgang i hvert fald.
Vi skal dog passe morderligt godt på, at vi ikke kommer til at invitere to oplægsholdere på samme dato – så jeg vil mægtig gerne samle ”dato - trådene”, så den katastrofe ikke sker!!
Yderligere skal vi også passe på ikke at offentliggøre oplægget vidt omkring, hvis oplægsholderen normalt tager en masse penge for sine foredrag og af venlighed giver det til DIF - for blot en lille gave!!

Da vi står for en større udgift i det nye år med vores kommende hjemmeside, vil jeg lige sende en reminder ud til de DIF medlemmer, der endnu kun har betalt de 100 kr., da de 200 kr. som års gebyret i DIF er sat til, jo kan betales ad to omgange – men ellers falder betalingen først i marts omkring vores generalforsamling som sædvanligt, hvor jeg dér også vil bede evt. nye ”proselytter” om at være med til at bære DIF’s fælles udgifter, så vi forsat kan sætte nye skibe i søen.
Det var så enden på min ”nytårstale” og så fik jeg således også lige ”søens folk” med i min sidste bemærkning i ”talen”!

Hov, vi skal jo også lige have næste møde dato med:

Tirsdag 13. jan 2009 kl. 19.00 (ikke sandt!!) hos Unitarerne i kælderen, hvor Kirsten Minami vil komme og fortælle om mystikeren William Blake som tidligere annonceret.

For at kunne starte til tiden, ville det være særdeles dejligt, om nogle af de stærke mænd m/k ville komme 15 min før, så bordene kunne sættes op inden mødet, hvorved opdækningen også ville kunne være parat. Lene og jeg skal nok sørge for, at der er nogen til at åbne døren og vi er der nok også endnu tidligere til at klargøre traktementet.

Kærlige hilsner

Klara Kaare Frederiksen, formand.