8. juni 2007
Kære venner.
Denne anderledes DIF aften startede med en Taizé-gudstjeneste i Nathanaels kirkesal i sognegården.
Disse særlige gudstjenester er inspireret af de økumeniske traditioner fra klosteret Taizé i Frankrig, hvor ’de verdslige munke’ her samlede unge fra hele verden til fred og forsoningsgudstjenester.
Det vedlagte program vi fik uddelt, beskriver gudstjenestens forløb i detaljer, som jeg så ikke behøver at gentage her.
Min egen oplevelse var, at denne gudstjeneste virkelig havde tilpas mange ’elementer’ til at kunne rumme forskellige trossamfund og ikke-kirkevante i sin midte, hvilket netop er meningen.
Efter gudstjenesten blev vi indbudt til kaffebord og ’alvorsord’ med sogne – og indvandrerpræst Ellen M. Gylling, som i dette oplæg mest koncentrerede sig omkring sin forhenværende funktion og erfaringer som gadepræst blandt unge – efter vores eget ønske.
Ellen Gylling var den første præst på gadeplan helt tilbage i 1993.
På en meget levede måde viste hun sin ’jordmodertaskelignende’ taske og dens indhold. En taske – ikke til at forløse fysiske børn med – men til at forløse åndelighed hos forsømte unge.
Inden vi går videre til taskens indhold, var det vigtigste arbejdsredskab ellers lydhørhed overfor de unges skæbner og trangen til at delagtiggøre andre i deres mange trængsler. Samt være helt bevidst om, at her var tale om mennesker og ikke ’missionsobjekter’.
Taskens indhold var som følger:
- Navneskilt med påskriften: Gadepræst.
- Lighter: Konkret kontakt indledning til ’har du noget ild?’
- Salmebog: Åndedrættet (=liv) bevæges ligesom indefra gennem sang.
- Nye Testamente: (Hen)vise til rette citat i nærværende situation.
- Madkuponer (til kirkeligt ’folkekøkken – Den Sorte Gryde’.): Som svar på ’har du nogen penge til et måltid mad?’
- Alskens henvisninger til: Væresteder, natkirker, sociale myndigheder mv.
Unge havde et behov for at blive velsignet og vide, at de var elsket af Gud om ikke af andre.
De havde behov for bekræftelse gennem berøring fx håndspålæggelse og/eller ’korstegning’ på panden for ligesom at udskifte deres ’Kainsmærke’ med Kristi mærke.
De havde behov for at få stillet deres religiøse længsel og få sat ord på fx gennem bøn.
På et spørgsmål om Ellen Gylling selv synes hendes tro var den ’sande’, svarede hun ubetinget ’ja’.
Hendes hovedargument for kristendom var bl.a., at modsætningerne ’rent’ eller ’urent’ intet betød for Kristus og dermed heller ingen udelukkelse af andre mennesker i fællesskabet.
Ydermere er hun fast overbevist om, at Jesus er Vejen, Sandheden og Livet.
Det eneste ’meeting point’ religioner kan have er i udøvelsen af kærlighedsgerninger overfor medmennesket” og derved kendes på sine frugter, som en from buddhistmunk engang udtrykte det.
Følgende står helt for egen regning: Hvis ikke Ellen have været troende i så høj grad, hvad kunne hun så ’have budt på’ som alle de andre ’gadeplans udbydere’ ikke allerede havde forsøgt uden synderlig held?
Vores næste møde er på tirsdag (12. juni) kl. 19, som vi plejer hos Unitarerne. Programmet er endnu ikke helt fastsat, men bare mød op – så vil det blive en udbytterig aften, når vi alle aktivt deltager i debatten.
Vi ses.
Varme sommerhilsner
Klara Kaare Frederiksen, formand