Michael Larsens oplæg i DIF, 11. januar 2005:

Fremtidstanker før generalforsamlingen - med tilbageblik.



DIF blev stiftet i 1995 op til det NGO - Forum på Holmen, der blev afholdt i forbindelse med FN's Sociale Topmøde i København. Af den oprindelige stiftende kreds er der ikke så mange tilbage mere; bl.a. måtte en af de drivende kræfter efter lang tids tovtrækkeri med og pres fra sin arbejdsgiver, Folkekirken, trække sig ud af det organisatoriske arbejde i DIF; måske endnu mere betydningsfuldt er det, at DIF ikke længere dækker så bredt et spektrum af religioner, trossamfund og lignende sammenslutninger som ved stiftelsen. Dengang var vi en meget spraglet flok. De oprindelige vedtægter efterlader ingen tvivl om, at de stiftende trossamfunds repræsentanter var sig en stor og betydningsfuld opgave bevidst, og det lyser ud af teksten, at man så fortrøstningsfuldt på sin evne til at løfte og løse opgaven.

DIF står ikke for bestemte holdninger i den religiøse debat.
DIFs opgave er at stå for debat af religiøse spørgsmål.

Jeg tror selv, det til dels skyldes, at verden dengang for ti år siden stadig var præget af en vis optimisme og fremtidstro. Der var ikke gået ret lang tid, siden Østblokken var faldet, og demokrati, frihed og kapitalisme havde sejret i vores europæiske nabolande; globaliseringen var først lige gået i gang og havde endnu ikke for alvor vist os sine problematiske og hæslige sider; og vi havde endnu ikke oplevet en 11. september eller set et overhoved for Amerikas Forenede Stater utvetydigt hylde princip-pet om at skyde først med Vorherres sanktion. I 1995 så situationen vist lidt lysere ud. Det bidrog vel også til optimismen, at stifterne af DIF håbede på at medlemskredsen ville komme til at bestå såvel af trossamfund (via udpegede repræsentanter, altså en art kollektivt medlemskab) som af individuelle medlemmer. Det håb brast ret hurtigt, for det viste sig, at især de store og etablerede trossamfund ikke ønskede en bloc at tilslutte sig en organisation, der stod for så revolutionære synspunkter som DIF. De fik påfaldende travlt med at trække deres broderligt udstrakte hænder tilbage, da det gik op for dem, at DIF respekterede det enkelte menneskes trosfrihed og gruppers ret til selv at definere deres religiøse fællesskab; med en sådan frihed kunne fundamentet let komme til at skride under trossamfund, der mere eller mindre - og mere eller mindre åbenlyst - hviler på trosbekendelser, kirketugt og medlemstugt, og de meldte altså fra. Det fik alvorlige konsekvenser for foreningen. Kig engang på vedtægternes § 1.2: Dansk Interreligiøst Forum har til formål:

Når man sætter sig så høje mål, forudsætter man eksistensen af betydelige ressourcer, - både menneskelige, pladsmæssige, kommunikationsmæssige og (især) økonomiske; her er der tale om opgaver, som der skal store strukturer eller apparater til at løse. Det kunne de store trossamfund have hjulpet med. Diskussionen om kollektivt versus individuelt medlemskab var aktuel lige fra begyndelsen; tillad mig at citere fra referat af medlemsmøde i DIF tirsdag den 4. april 1995 i Unitarernes Hus (hvis gæstfrihed vi altså stadig nyder - efter nogle udflugter til andre lokaliteter): Blandt argumenterne FOR organisationsmedlemskab blev nævnt:

Blandt argumenterne MOD organisationsmedlemskab blev nævnt:

Det var altså i 1995, og man udgik fejlagtigt fra den præmis, at både religiøse organisationer og enkelte mennesker ville være interesserede i at deltage i DIF. Som jeg lige har sagt, var det faktisk kun de sidste, der var modige nok. Tilbage stod så en kreds af enkelte mennesker, som havde nogle virkelig gode idéer og konstruktive, progressive holdninger, men som ikke rådede over ret mange ressourcer af praktisk art. Og selv den kreds er som sagt blevet lidt mindre, som årene er gået - og måske også lidt snævrere. Et tredje moment, som har gjort det sværere at være DIF, er at så mange andre tværreligiøse grupper, dialoginitiativer og lignende er groet frem. Nogle af dem har slagside, javel, for fx Folkekirken er en passager, der vejer godt til. Men på den anden er det store skibe, der ikke er så lette at overse i farvandet, og deres sirener og lanterner har let ved at gøre sig bemærket på 'mediehavet'. Man kan selvfølgelig kun glæde sig over, at de tanker, DIF var med til at søsætte, efterhånden har fået så megen vind i sejlene, men på den anden side tvinges vi vel til at stille os selv spørgsmålet, om ikke alle disse gode initiativer ikke berøver foreningen DIF dens raison d'être.

Du skal komme til DIF – møder, hvis du tør overvinde de fordomme, du selvfølgelig ikke har.

Hvis andre med mange flere ressourcer er i gang med at løse de opgaver, vi var med til at udpege og formulere, behøves DIF måske slet ikke - eller i hvert fald ikke med sin oprindelige målsætning? Skulle vi måske omdefinere os? (for vi går vi vel ud fra, at alle hér gerne vil bevare DIF i en eller anden form). Men lad mig vende tilbage til det problem, at vi er vokset nedad, og at vi ikke har kunnet gøre os ret meget gældende i det samfund, vi ifølge vores formålsparagraf gerne ville hjælpe fremad. Når vi for en overfladisk betragtning lider af negativ vækst, er det efter min mening intet mindre end fantastisk, at DIF ikke alene har overlevet, men også har kunnet byde på så spændende og varieret et program, som tilfældet har været i mange år. Vi har oplevet foredrag og oplæg af høj kvalitet; vi har set på spørgsmål af tidsaktuel betydning og emner med noget af evigheden i sig; vi har været i mikrokosmos og pillet i egne åndelige navler, og vi har været i makrokosmos og set på den menneskelige eksistens i universelt perspektiv. Ved det omtalte møde for 10 år siden udtaltes følgende bekymring: uden officiel deltagelse af de store religioner ville DIF ende som et aftenskolehold. Det kunne næsten se ud, som om dette er tilfældet - men så vil jeg til gengæld hævde, at det slet ikke er et tab, men tværtimod et formidabelt resultat: DIF er et selvdrivende, selvengagerende og selvbestemmende oplysningsforbund af religiøst tilsnit, uafhængigt af partimæssige, religiøse og økonomiske interesser; vi udgør et diskussionsforum, der ikke er underlagt et mainstream- eller trenddiktatur, og som (bemærk det vel!) er lille nok til, at vi kan praktisere ægte og uformelt forenings- og mødedemokrati. Jeg kender selv ikke andre fora, hvor ligeberettigelse og ligeværd præger samværet i samme grad som i DIF. Og med mit velkendte generelle sortsyn og min skepsis mht. underholdningssamfundets velsignelser er det et ikke helt lille lyspunkt, at så forholdsvis mange mennesker orker at samles om noget andet end tv's masseproducerede fastfood og i stedet trofast møder op til begavet og inspirerende samvær her i DIF. DIF er et af de meget få steder i verden, hvor jeg gider være: et frisindets åndehul, en ukon-form oase, befolket af mennesker, jeg respekterer og holder af. Men jeg (og vi) bør ikke skjule for os selv, at DIF behøver nye mål og visioner, hvis vi skal sikre indre liv og tilgang udefra, og jeg har nogle forslag til overvejelse: Skal vi ændre formål(sparagraffer)? Hvilke ressourcer har vi? Udnytter vi dem godt nok? Hvad kan vi? Vi kan drive oplysningsvirksomhed indadtil og udadtil, men bør have større deltagelse fra hele kredsen; vi kan i højere grad udnytte, hvad hver enkelt brænder for og gerne vil dele med andre i netop vores forum, som har så store kvaliteter; andre kan så lytte, lære og evt. bidrage med at belyse et emne ud fra netop deres specifikke religiøse/åndelige baggrund.

Fordomme er ukrudt i troens have, hvor de let kan kvæle nytte – og prydplanterne.
I DIF hjælper vi hinanden med at se, hvad der er hvad – og luge ud.

Vi kvækere lægger vægt på kun at udtale sig om det, vi har personlig erfaring om, og hvis sandhed vi kan stå inde for. Det er en holdning, som kun individer kan indtage - organisationer må som regel ty til enten brede og intetsigende udtalelser eller halve sandheder. Måske er det derfor, jeg befinder mig så godt i DIF, for i dette forum har det næsten altid været den personlige holdning og erfaring, der har præget oplæggene og diskussionerne, - ikke grydeklare, smarte, salgbare formuleringer. Ville det af PR-hensyn være gavnligt at ændre navn? Shakespeare bemærker som bekendt: Hvad er et navn? Det som vi kalder rose vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes. "Dansk" - "Interreligiøst" - "Forum": DIF's kvalitet er ikke, at det er dansk, og ikke, at det er inter - eller tværreligiøst. DIF's store kvalitet er, at det er et forum i bedste klassiske forstand: en platform for den enkelte borger, - et sted, hvor der lyttes til hende/ham med tålmodig, opmærksomhed og respekt (og den slags fora er der ikke mange af i et samfund, hvor alle holdninger skal være så enkle, at de kan udtrykkes lige så kort og fyndigt som et reklameslogan, og hvor offentlige diskussioner kun går ud på at score lette sejre på points).

Hvad er alternativet?
Hvor kan du ellers møde andre religioner i en fordomsfri debat?

Når DIF er sådan et sted, skyldes det efter min mening, det består af mennesker, der har en religiøs dimension i deres liv; det er dét, der giver vores lille forening dens særlige kvalitet. Det kommer ikke an på, hvor mange religiøse retninger, der er repræsenteret i DIF, og ikke på, hvor religiøse de emner er, som vi tager op til behandling. Vi behøver og bør nemlig efter min mening ikke holde os slavisk til emner af bevisligt religiøst tilsnit. Vi kan, med en aktivering af medlemsskaren, komme videre omkring og længere ud. Kvaliteten vil til enhver tid være garanteret, for den beror på lødigheden af de mennesker, der udgør det meget levedygtige DIF, vi glæder os over.